Islam

Ordet taqiyyah (skrives også som: taqiyya eller taqiya) danner rødder i ordene waqa og yaqi på arabisk, som betyder at ‘værne om’ eller beskytte en selv’ – til tider også oversat som dissimulering (at skjule ens tro) eller foregivelse. Ordet har samme rodbogstaver som ‘taqwa’ (fromhed, eller frygte Gud). Der er således intet belæg i at oversætte taqiyyah til at skjule eller lyve, selvom begge handlinger kan være nødvendige for at beskytte en selv mod skade – både fysisk og psykisk.

Jeg vil give en introduktion til begrundelsen for taqiyyah, som primært hviler på tre koranvers, hvorefter jeg vil give en kort introduktion til de forskellige former for taqiyyah. Sidst vil jeg afslutte med en kort note til sunni muslimer, som generelt har et forringet billede af hvad taqiyyah egentlig går ud på.

Læs resten af dette indlæg »

Termen bada’ beskriver ‘en eller flere ændringer i skæbnen’. Bogstaveligt kan bada’ bedst oversætte til ‘fremkomst’, i den henseende at man fremkommer til en ændring i handling, ud fra en ny intention man ikke havde tidligere. En udledning, bada-li, anvendes til at udtrykke at man har ændret mening om noget (bogstaveligt ‘det har ændret sig for mig’). Indenfor islamisk retsvidenskab (fiqh) anser alle retsskoler bada’ som værende et princip af religionen, selvom ikke alle anvender denne term bada’ til beskrivelse af dets indhold. Denne ordkløveri ændrer ikke vilkårene; for det afgørende er dets betydning, og det væsentlige er indholdet [af termen] og ikke dets navn.

Læs resten af dette indlæg »

På arabisk betegner raj’a at vende ’tilbage’ eller ‘retur’. Indenfor shiitisk termonologi anvendes termen til betegnelse af den gruppe af muslimer som vil vende tilbage (til denne verden, før dommedagen) sammen med den skjulte Imam, Al-Mahdi. Beviser for jf. fremhæves primært ud fra fortolkninger (tafsir) af koranen og traditioner (hadith). I kapitlet ‘Myrerne’ (an-Naml) af koranen står følgende to vers – koranoversættelse af Ellen Wulff, vers [27:83, 87]:

Ud fra de islamiske retsskoler kan man opdele muslimer i shia og sunni muslimer, hvor hver retsskole forgrenes i flere afgrene med hver deres sæt af islamiske love. Oftest når man snakker om fleksibelt ægteskab (mut’ah) betegner man det som værende tilladt indenfor shiisme men ophævet indenfor sunnisme. Groft sagt er denne opdeling korrekt, dog skal det ikke gå ubemærket at visse sunni muslimer stadig anser fleksibelt ægteskab som værende gyldig.

Selvom der er uenighed om gyldigheden af fleksibelt ægteskab i det 21. århunderende, var der i begyndelsen af islam konsensus både blandt sunni og shia muslimer om gyldigheden af fleksibelt ægteskab. Der er bl.a. her klar konsensus blandt de gamle eksegeser/koranfortolkninger (tafsir) af koranen, at fleksibelt ægteskab et blevet gjort tilladt i koranen – koranoversættelse af Ellen Wulff vers [4:24]:

Læs resten af dette indlæg »

Fleksibelt ægteskab (mut’ah, mut’a, mutah, muta, persisk: sigheh) betegner en tidsbestemt ægteskabskontrakt, som kan indgås mellem en mand og en ugift kvinde efter at have nået til enighed om varigheden af ægteskabet og en medgift til kvinden. I modsætning til permanent ægteskab (nikah) findes der ikke skilsmisse indenfor mut’ah, idet ægteskabet ophører, når tidsfristen er udløbet.

På dansk oversættes ordet mut’ah til tider som ‘midlertidigt ægteskab’, som er en ringe oversættelse. Ordet muwaqqat (som beskriver mut’ah) betyder ikke ‘midlertidigt’ men rettere ‘tidsbestemt’. Ydermere er ordet ’midlertidig’ misledende, da det hentyder at ægteskabet ikke kan forsætte i en længere tidsfrist end den allerede aftalte tidsfrist. En mere teknisk passende oversættelse vil således være ‘tidsbegrænset/tidsbestemt ægteskab’. Igennem teksten har jeg dog valgt at oversætte det til en mere praktisk beskrivelse af termen mut’ah – nemlig som ‘fleksibelt ægteskab’. Dette er bl.a. også i konsensus med andet islamisk materiale omhandlende emnet.

De fire sunnitiske og den ene shiitiske retsskoler anerkender alle, at fleksibelt ægteskab er en del af religionen islam. Sunni muslimer anser, at fleksibelt ægteskab blev efter en vis periode ophævet, hvor shia muslimer stadig anser det som værende gyldig og gældende indenfor islamisk retspleje.

Der er beretninger i både sunnitiske og shiitiske kilder (hadith) omkring tolv kaliffer eller efterfølgere af profeten Muhammad. Alle fem sunni traditionssamlinger – al-Bukhari, al-Muslim, al-Tirmidhi, Abu Dawud og Ahmad ibn Hanbal har rapporteret igennem forskellige kæder af beretter fra Jabir b. Samurah at de hørte profeten Muhammad sige:

Islam vil forsætte i sin værdighed, så længe der er tolv efterfølgere (eller ‘der er tolv prinse’, i ordene af al-Bukhari). Derefter hørte han [beretteren] noget som han ikke kunne forstå, hvorefter han spurgte sin fader; som svarede at profeten [Muhammad] sagde, ‘De er alle fra [stammen] Quraysh’.

I en anden tradition (hadith) er proften Muhammad citeret for at sige:

“Denne sag vil aldrig udløbe før tolv kaliffer har tråd frem – alle er fra Quraysh.”

Et tredje sted læser vi:

“Denne nation (ummah) har tolv beskyttere; dem som forlader dem har ikke skadet dem og de er alle fra Quraysh.”

Der findes en lang række ligende traditioner som er berettet med en anden ordlyd, og igennem historiens gang ser det ud som om ingen har stillet spørgsmål ved jf. autoritet. Hvad der har skabt forvirring blandt de retslærde er identiteten og navene af disse tolv efterfølgere.

I sin eksegese af Sunan af al-Tirmidhi indrømmer Ibn al-Arabi, at meningen med denne hadith ikke kunne forstås. Han skriver:

“Vi har talt herskerne [eller: lederne] efter profeten Muhammad; de er Abu Bakr, Umar, Uthman, Ali, Hasan, Mu’awiyah, Yazid, Mu’awiyah b. Yazid, Marwan, Abd al-Malik, ….” hvor han fortsætter optælling med de efterfølgende 33 herskere. Han siger derefter, “Hvis vi skulle tage de første tolv kronologisk, så ville den tolvte være Sulayman ibn Abd al-Malik, men hvis vi har den sande mening af en kalif i sindet, efterlader det os kun med fem [kaliffer]; disse er de fire Retledte Kaliffer (al-khulafa al-rashidun) plus Umar ibn Abd al-Aziz; Jeg kan [således] ikke finde nogen mening med denne hadith.”

På den anden hånd er al-Suyuti uenig med denne konklusion. Ifølge hans holdning er hensigten med denne hadith klar, nemlig at der eksisterer tolv retfærdige kaliffer indenfor Islam, som tidsmæssigt er spredt fra bortgangen af profeten Muhammad til dommedag. Her hentyder han, at de tolv retfærdige kaliffer ikke nødvendigvis vil komme i en kronologisk rækkefølge, og at den tolvte kalif vil være den ventede Mahdi fra ‘Husets Folk’.

Det kan være interessant at belyse de forskellige holdninger af denne beretning yderligere – dette vil dog kræve en separat artikel, eftersom enhver fortolker af hadith har sit eget personlige syn.

Shiaislam har på den anden hånd ingen tvetydighed i forståelsen af denne hadith. Her forbindes denne gruppe af traditioner med et andet sæt af beretninger, hvor profeten Muhammad udtrykker vigtigheden af sine efterfølgeres og families status – disse refereret til som ‘Husets Folk’ (ahlul bayt).

Det er berettet under flere forskellige omstændigheder, at profeten Muhammad har sagt at Guds Bog [Koranen] og sine ‘Husets Folk’ er to værdigfulde ting som han efterlader sig, disse vil aldrig adskilles og sin nation (ummah) ville aldrig gå afveje så længe de holder fast ved dem.

I kommentarer til denne hadith, læser vi bl.a. at Ibn Hajar konstanter at traditionen er berettet i talrige kæde af beretter fra mere end 20 fæller, nogle som hørte det i Arafah, andre i Medina ved profeten Muhammads dødsleje, andre ved Ghadir Khum og stadig nogle andre i returrejsen af profeten Muhammad fra al-Ta’if. Efterfølgende siger han:

Der er ingen modsætninger mellem disse beretninger – i henhold til vigtigheden af statusen af Bogen [Koranen] og Husets Folk har profeten Muhammad understreget denne erklæring i alle ovenstående lokationer.

Selvom disse og mange andre traditioner af ligende karakter er berettet i både sunni og shia traditionssamlinger, er det kun shiamuslimer der tager disse erklæringer til dens fulde konklusion. Shiisme har bl.a. altid fordømt de grupperinger, der vender det døve øre til udledningen af disse beretninger.

Der er berettet, at profeten Muhammad sagde:

“Eksemplet af min ahlul bayt er ligesom det af Noas Ark; Dem der går ombord på det er reddet, og dem der bliver tilbage drukner.”

Den fjerde kalif Ali ibn Abi Talib har bl.a. sagt:

Hav din øjne på ahlul bayt af din profet og tag deres retningen og følg i deres fodspor; for de leder dig aldrig uden vejledning og tager dig ikke tilbage for ødelæggelse. Således, hvis de sætter sig, sætter du dig og hvis de rejser sig op så rejser du dig op; gå ikke i forkøbet af dem og fald ikke bagved dem for det vil være din fortabelse.

Ved at sammensætte disse informationerne om de tolv kaliffer og Husets Folk, er den logiske konklusion at de tolv kaliffer vil være fra profetens familie. Selvom mainstream sunniislam har udviklet sig i en helt anden retning, ses det fra spredte rapporter, at en ligende konklusion også er blevet draget i visse sunnitiske kilder. Eksempelvis fra den velkendte Imam Ibrahim ibn Muhammad ibn Hummawayh al-Juwayni (d. 730 AH), som havde succes med at reverterer den daværende mongolske konge Ghazan Shah til islam – han rapporterede fra vegne af Ibn Abbas at profeten sagde:

“Jeg er hoved [eller: øverste instans] af alle profeter og Ali ibn Ali Talib er hoved [eller: øverste instans] af efterfølgerne, og efterfølgerne efter mig er tolv – hvoraf den første er Ali ibn Abi Talib og den sidste er al-Mahdi.”

Han beretter yderligere fra profeten:

“Ali og jeg og Hasan og Hussain og ni andre fra Hussains slægt er alle renset og pletfrie.”

Shiaislam har ingen yderligere reservationer i at forbinde disse to sæt af beretninger sammen. Her konkluderes der ikke kun at tolv efterfølgere eller kaliffer fra profeten familie, Husets Folk, vil komme – men slægtlinjen, deres navne og personlige attributter klargøres. I henhold til disse beretninger er kalifferne efter profeten Muhammad, altså Imamerne, fra en smallere gruppe af stammen Quraysh; dette er gennem profetens datter Fatima og hendes mand Ali ibn Abi Talib. Efter Ali er det deres to sønner Hasan og Hussain, hvor det herfra er ni personer fra slægtlinjen af Hussain. Disse er: Ali søn af Hussain, Muhammad søn af Ali, Jafar søn af Muhammad, Musa søn af Jafar, Ali søn af Musa, Muhammad søn af Ali, Ali søn af Muhammad, Hasan søn af Ali, og den tolvte Muhammad, søn af Hasan; også kendte som Mahdi som stadig er i okulation. Sådanne kilder findes i en række shiitiske traditionssamlinger.

Udover talrige beretninger fra profeten Muhammad indenfor shiitiske traditionssamlinger, rapporterer bl.a. al-Khazzaz mange traditioner fra mere end 20 fæller i samme aspekt. I en af disse traditioner beretter han fra Masruq (døde 63) som sagde:

Vi var sammen med Abdullah ibn Mas’ud og sammenlignede vores kopi af koranen med hans, da pludselig en ung mand spurgte: ‘Har jeres profet informeret jer om hvor mange efterfølger der vil være efter ham?’ Ibn Mas’ud, som klart var blevet overrasket, både over spørgsmål og vovemodig af manden, svarede: ‘Du er ung og uerfaren; dette er et emne som ingen har spurgt mig om før. Ja, vores profet har informeret os, at der vil være tolv efterfølger efter ham, det samme nummer som cheferne af Israels børn.’

I denne post vil der kastes blik på de fundamentale principper, som danner grundlag for ‘Tolver’ (Ithna Ashari) shia muslimers overbevisning. Både shia og sunni muslimer er enige om tre fundamentale principper i religionen:

• Tawhid (Guddommelig enhed / monoteisme),
• Nubuwwa (Troen på profeter) og
• Ma’ad (Genopståelse)

Shia muslimer har to yderligere principper:

• Imamah (Imamheden [Guddommelig lederskab])
• ‘Adl (Guds Retfærdighed)

1. Tawhid (Guddommelig enhed)

Dette er den første halvdel af trosbekendelsen (shahada) som lyder: ‘Der er ingen gud undtagen Allah’ (la ilaha ila Allah). Koranen siger at realiteten af Gud er en selvindlysende faktum – en påstand som ikke behøver beviser. Usikkerhed og uklarhed omhandlende dette spørgsmål burde ikke træde ind i sindet, da det er indlysende:

“Kan der herske nogen tvivl om Gud, om himlenes og jordens skaber?”.

_{Koranen Ibrahim [14:10]}

Over de sidste århunderede har sunni muslimer anklaget shia muslimer for at krænke dette fundamentale doktrin, ved at ophøje positionen af Imamerne og ærefrygte dem til et punkt tilsvarende Gud. Selvfølgelig benægter shia muslimer denne anklage ved at fremføre beviser for, at det er en ekstremistisk afgrening (ghulat) af traditionel Tolver Shiisme som har denne overbevisning. Faktisk opretholder shia muslimer en højere grad af tawhid, end generel sunni teologer (ash’ari). Synspunktet holdt af sunni teologer, er at Koran er ikke-skabt, evige Ord af Gud – dette opsætter to evige enheder (Gud og Koranen) som anses som polyteisme. Her anser shia muslimer at Koranen er blevet skabt af Gud.

Et andet aspekt der gør sig gældende er, at shia muslimer ikke tror på, at Gud har fysiske former. De vers i Koranen der omtaler jf., er metaforiske og skal ikke læses bogstaveligt. Koranen sig bl.a. til dette:

“Der findes intet som Ham.”.

_{Koranen al-Sjura [42:11]}

“Ingen er Hans lige.”

_{Koranen al-Ikhlas [112:4]}

Dette har ofte først til debat omkring graden af tawhid. Her studeres der bl.a. enhed af skaberen (dhat), enhed af egenskaber, enhed af skabelsen (khaliqiyya), enhed af herredømme og enhed af tilbedelse.

2. Nubuwwa (Troen på profeter)

Alle profeter er et mellemled mellem Gud og mennesket. Missionen af enhver profet er at bringe Guds åbenbaring i dets rene form til menneskeheden. Denne åbenbaring er Guds ord, i form af lære, lovgivning og guide til menneskeheden. Ydermere leder profeterne også mennesket og er den bedste fortolker af Guds ord. For at profeten kan udføre sin mission korrekt, har Gud fjernet synder fra ham og gjort ham ufejlbarlig – dette gør således profeten til den bedste forbillede iblandt menneskeheden. Igennem tiderne har Gud sendt mange profeter til menneskeheden i forskellige dele af verdenen. I henhold til traditionerne (hadith) er der sammenlagt 124.000 profeter. En delmængde af disse profeter, tiltales oftest som ulu al-azm, profeterne som er skænket standhaftighed. Disse er de profeter der har bragt en ny bog/ny religiøs lov med dem – i Koranen bliver de tiltalt som rusul, apostel (af Gud). Disse profeter er:

• Noah, Abraham, Moses, Jesus og Muhammad.

Disse anses ikke som profeter sendt kun til et begrænset område – men profeter (af Gud) med budskaber til hele verdenen.

3. Ma’ad (Genopståelse)

Alle guddommelige åbenbarede religioner er i harmoni med troen på det herefter. Alle profeterne har bekræftet, at der er liv efter døden og tilbagevendelsen til Gud. I Koranen er der talrige vers omkring dagen for opstandelse / genoplivelse (qiyamah) og dommedag. Det ses som en logisk nødvendighed af guddommelig retfærdighed, da det kun med genoplivelsen, at en person fuldt ud kan modtage sin belønning og straf.

4. Imamah (Imamheden [Guddommelig lederskab])

Shia muslimer har troen på Imamheden som værende en forsættelse af troen på profeter. Ordet imam har en generel betydning på arabisk, ‘leder’, uden hensyn til personens personlighed og omfang af lederskab (kan varrigere ligefra en imam af en moskeen, til en imam af en hel nation). Indenfor shiisme har ordet dog erhvervet sig en speciel betydning:

• En guddommelig udnævnt person, som er ansvarlig for alle sekulære og religiøse affære af den islamiske nation.

Shia muslimer ser stillingen af en imam som en personlig udnævnelse af Gud. Inden Profeten Muhammad gik bort, videregav han informationer om de udnævnte. Denne udnævnelse var ikke bygget på profeten Muhammads personlig ønske, men et guddommeligt valg (nass).

Det bliver imamens ansvar at fortolke og værne om både religionen, loven (shari’ah) og guide samfundet i alle dets anliggender. Imamen er altså både repræsentanten af Gud (khalifatullah [Guds kalif]) og efterfølger af profeten Muhammad. Han skal være ufejlbarlig og besidde guddommelig viden af både de almenfattelige og esoteriske viden af Koranen. Tolver Shia (Ithna Ashari) som udgør den største gruppe af shia muslimer, anser at profeten Muhammad blev efterfulgt af tolv imamer. Disse er:

Dybest set er både sunni og shia muslimer enige med hinanden i naturen og funktionen af profeter. De to primære opgaver for en profet er 1) at åbenbare Guds lov til mennesket og 2) at guide menneskeheden mod Gud. Sunni muslimer mener at begge disse funktioner ophørte, da profeten Muhammad døde – hvor shia muslimer på den anden hånd, mener at lovgivning ophørte, men funktionen af at guide menneskeheden, vedligeholde og forklare den guddommelige lov forsatte igennem imamerne.

5. ‘Adl (Guds Retfærdighed)

I første øjekast kan det virke mærkeligt, at kun en af Guds attributter, Hans retfærdighed, er fremhævet som værende et fundamental princip af religionen. Men i et historie mæssigt aspekt giver dette klart mening. Shia muslimer fastholdte det synspunkt at enhver individ er ansvarlig for sine egne handlinger, og Gud ville senere dømme disse handlinger, i henhold til Hans retfærdighed. De fleste sunni muslimer adopteret et andet synspunkt (ash’ari), at Gud har skabt menneskets handlinger, så der er meget lidt plads til menneskets egen frivilje. Koranen næver i flere aspekter Guds retfærdighed:

“Gud gør ikke uret, ikke så meget som vægten af et støvgran. Hvis det er noget”.

_{Koranen al-Nisa [4:40]}

“Gud handler ikke uret mod menneskene;”

_{Koranen Junus [10:44]}

Denne debat danner rødder i om mennesket besidder prædestination (skæbne) og frivilje.

Hizb ut-Tahrir (skrives også som Hizbut Tahrir / Hizb al-Tahrir, forkortes oftest til ‘HT’) ”Befrielsespartiet’, er et sunni islamisk parti hvis primære formål er at reetablere den islamiske kalifat stat. Hvorfor det kun er et sunni parti og shia ikke anerkender det, kan du læse nærmere om i nedenstående afsnit. At behandle alle Hizb ut-Tahrirs mærkesager i denne post, vil være alt for omfattende – således har vi koncentreret os omkring emnet kalifatet, som også er en af deres hoved mål.

For at forstå omfanget af begrebet kalifat indenfor bestemte islamiske rets skoler, skal der være en klar forståelse for, hvad de forskellige skoleretninger står inde for. Vi har prøvet at kaste et blik på kalifattet fra både sunni og shia synspunkter.

Der er et komplet afsnit i bunden af denne post, som i sin helhed forklare forskellige mellem Imamhed og Kalifat (det kan være en god ide at kaste et blik på dette inden, hvis du ikke har en komplet forståelse af disse termer).

Introduktion

Ligesom mange andre islamiske partier, anvender Hizb ut-Tahrir (HT) Koranverset 3:104 som værende tiltalt dem som de udvalgte:

“Og blandt jer skal der være et samfund, som kalder til det gode, og som påbyder det rette og forbyder det onde, og disse er det, som skal fuldkommengøres”.

_{Koranen al-Imran [3:104]}

På HT’s officielle webside står bl.a. følgende, citat:

“Formålet er, at oprejse den islamiske ummah fra den ekstreme nedgangstilstand den er nået, samt at befri denne fra kufr-idéer, systemer og love, og fra kufr-staternes dominans og indflydelse.

Formålet er ligeledes at arbejde for reetableringen af den islamiske Khilafah-stat, så den vender tilbage til eksistens, for således at Allahs åbenbarede lovgivning på ny træder i kraft”.

_{Citeret fra: HT officielle hjemmeside i DK, afsnit: Årsagerne til etableringen af Hizb-ut-Tahrir,
kl 12:26 d. 14 marts 2008}

I jf. citat og andre steder på HT hjemmeside, lægges der vægt på at der skal vendes tilbage/reetablere en kalifat stat, som kalifat staten så ud i de ‘gyldne’ tider (altså kalif rækken, lige efter profeten Muhammads død).

Alle der kender en smule til islamisk historie, ved at der var intet gyldent over æraen af de første kaliffer. Her er en kort opsummering af hvem og hvordan de fik/tog/blev tildelt kalifatet:

• Den udvalgt kalif, profeten Muhammad: [Udvalgt af Allah]
• Den første kalif, Abu Bakr: Valgt af en hemmelig forsamling saqifah, mens Ali ibn Abi Talib begravede profeten. [Selvudnævnt]
• Den anden kalif, Omar (Umar): Valgt af den første kalif, Abu Bakr [Udpejet af forrige kalif]
• Den tredje kalif, Uthman: Valgt af et komité på 6 personer. Reglerne for udvælgelsen var opstillet af Omar, som favoriseret Uthman (som også løb med kalifatet) [Komité]
• Den fjerde kalif, Ali ibn Abi Talib: Valgt af folket, efter Uthman blev dræbt. [Folkevalg]
• Den femte kalif, Muawiya: Valgt af ingen, tog kalifatet efter at have dræbt Hasan (søn af den fjerde kalif) [Selvudnævnt efter at have afskaffet sin 'mostander']
• Den sjette kalif, Yazeed: Arvede tronen af sin far. Staten mindede nu mere om et kongerige [Familie arving]

Så udvælgelsen af de første syv kaliffer ser således ud: [Udvalgt af Allah] » [Selvudnævnt] » [Udpejet af forrige kalif] » [Komité] » [Folkevalg] » [Selvudnævnt efter at have afskaffet sin 'mostander'] » [Familie arving].

Kalif rækken forsætter i ligende stil de næste mange år. Tiderene herefter blev ikke ‘mere gylden’ af den form for kalif udnævnelse.

På HT’s hjemmeside fremgår det heller ikke ‘hvem’ der skal være kalif eller hvordan han skal udnævnes, men indenfor standard sunni doktrin er der klare linjer om, hvilke kriterier der skal være opfyldt for at en person kan udnævnes som værende kalif.

Sunni syn på kalifatet

Størstedelen af alle sunni muslimer i verden er Ash’ari – de (ligeså vel som Mu’tazilit) tror på at en kalif er en nødvendighed, og at det således er obligatorisk (wajib) for menneskene at udnævne en kalif.

Som udgangspunkt er det kun 4 metoder sunni muslimer anerkender nu for at udnævne en kalif:

• Ijma‘ (konsensus): Der er konsensus iblandt folk, som har betydningsfulde positioner i samfundet,
• Nomination: at blive nomineret af den tidligere kalif,
• Shoora (komité): at blive udvalgt af et komité og
• Militær magt: hvem som helst der erhverve sig militær magt, kan blive kalif.

Personen som erklæres (eller med millitær magt tager) kalifatet, skal besidde visse kvalifikationer for at være kalif.

Kvalifikationerne af en kalif

Sunni muslimer betragter ti vilkår som en nødvendighed for en kalif:

1. at han er en muslim,
2. at han er moden (nået puberteten),
3. at han er en mand,
4. at han ikke er sindsyg (ergo har et sundt sind),
5. at han er modig/tapper,
6. at han er fri (ergo ikke er en slave),
7. at det er muligt at tilgå ham – altså han må ikke være hemmeligeholdt eller skjult,
8. at han er i stand til at lede kamp og har kendskab til krigstaktik,
9. at han er retfærdig (‘adil),
10. at han er i stand til at udøve love og kendelse (dom), både i henhold til loven og religionen – altså at han er en religiøs retslærd (mujtahid).

De sidste to forhold (nr 9 & 10 – markeret med rødt) er dog kun gældende i teorien. Altså i praksis (som historien også bevidner) kan en ignorant og umoralsk person godt blive kalif. Således er de forhold for at kaliffen skal være ‘retfærdig’ og ‘viden’ uden for basis.

Der kan understreges at sunni doktrin ikke mener at ufejlbarligheden (‘ismah) er en nødvendighed for en kalif. Ordene af Abu Bakr foran profetens ledsagere bekræfter dette:

‘O folket!’, han sagde: ‘Jeg er blevet nævnt hersker over jer, selvom jeg ikke er bedre end jer; så, hvis jeg udfører mine pligter korrekt, så hjælp mig; og hvis jeg begår fejl, skal du sætte mig ret. Du skal vide at Satan kommer til mig i ny og næ. Så hvis jeg er vred, så hold afstand fra mig’.

_{Al-Soyooti: Tareekhul Khulefaa, s. 71}

Shia syn på kalifatet

Shia doktrin anser ikke kalifattet som et ‘erhvervet stilling’, men en udnævnelse af Allah. Det er i denne forbindelse shia muslimer mener at, det kun profeten (som selv var udvalgt af Gud), der har retten til at udnævne en efterfølger; således har den islamisk stat (ummah) ikke noget valg i denne sag – dets eneste formål er at følge den guddommelig udvalgte kalif.

Understøttende vers i Koranen

Følgende vers bekræfter synspunktet holdt af shia muslimer:

“Og din Herre skaber, hvad Han vil, og udvælger (hvem Han vil). Valget tilkommer ikke dem. Lovpriset være Allah og højt ophøjet over det, de sætter ved siden af (Ham)”.

_{Koranen al-Qasas [28:69]}

Ligende udtagelse ses, i verset inden Adam blev skabt, beordret Allah englene:

“…Jeg vil indsætte en statholder på jorden, …”.

_{Koranen al-Baqarah [2:30]}

Til dette udbrød englene imod, hvor Gud benægtede denne påstand og sagde:

“Sandelig. Jeg ved, hvad I ikke ved”.

_{Koranen al-Baqarah [2:30]}

Så selv når de fejlfrie (ma’soom) engle ikke havde noget at sige til denne sag om udnævnelsen af en kalif, hvordan kan det da antages at fejlbarelig mennesker skulle have noget at sige.

Allah udnævnte David som kalif:

“O David, Vi har gjort dig til efterfølger og hersker på jorden”.

_{Koranen Sad [38:26]}

I alle tilfælde udnævner Allah kaliffen eller imamen eksklusivt selv. Ligeledes i tilfældet med Abraham:

“Da sagde Han: Jeg vil gøre dig til en Imam [fører] for menneskene. (Abraham) sagde: Og af mine efterkommere? Han sagde: Min pagt omfatter ikke de uretfærdige”.

_{Koranen al-Baqarah [2:124]}

Dette vers klaregøre:

• at kalifattet (Imam) er guddommelig udnævnt, og er udenfor rækkeviden af ummahen (nationen).
• “Min pagt omfatter ikke de uretfærdige”. Dette klargøre at en fejlbarlig person ikke kan være Imam.

Logisk set kan man opdele mennesker i fire grupper:

1. dem som forbliver uretfærdige igennem hele deres liv,
2. dem som aldrig er uretfærdige,
3. dem som er uretfærdige tidligt i deres liv men senere hen bliver retfærdige og
4. dem som er retfærdige tidligt i deres liv men bliver uretfærdige senere hen.

Abraham kunne ikke tilhøre gruppe 1 og 4. Dette efterlader to grupper (nemlig 2 og 3) – Allah afviser dog punkt 3, således er det kun punkt 2 der kan være gældende for en Imam/kalif.

Udover ovenstående Koranvers og beviser fra traditionerne, bevidner også den islamiske revolution i Iran shia doktrins synspunkt. Tilbage i slutningen af 70′erne hvor tidligere Ayatullah Khomeini var ved at komme til magten, sendte HT en delegation af medlemmer for at mødes med Khomeini. De ville have at han skulle være kalif – hvor Khomeini takkede nej.

Konklusion

På et abstrakt plan kan man skelne mellem shia og sunni muslimernes forståelse af kalifatet som følgende:

• “Sunni muslimer vil have en verdslig leder [kalif], hvor shia muslimer kun tillader en ufejlbarlig person at påtage sig denne stilling. Denne ufejlbarlige person er guddommelig udnævnt og det er ikke op til mennesket at vælge ham.”

Shia muslimer mener Al-Mahdi er den eneste der har retten til kalifattet og indtil han dukker op, skal der være en stedfortræder. Denne stedfortræder har begrænset myndighed, i forhold til hvad en kalif ville have.

Selvom Hizb ut-Tahrir reklamerer for at det er et åbent parti, hvor skoleretningen ingen indflydelse har, er det altså ikke tilladt for shia muslimer at melde sig ind i dette parti. Dette vil nemlig gå imod deres egen doktrin. Ydermere er HT sparsommelige med at referere til hadith på deres hjemmeside, men de få referencer der er, refererer til sunni hadith, som ikke er anerkendt af shia muslimer. Indtil dagens dato er der endnu ikke set at HT har refereret til en eneste shia hadith.

(Bilag: Betydningen af Imamheden & Kalifat)

Termerne: Imamheden, Imam og imam

Imamheden betyder bogstaveligt ‘lederskabet’. Imamen betyder ‘lederen’. Indenfor islamisk termonologi betyder Imamheden:

• ‘Efterfølger af Profeten Muhammad og er en universiel autoritet i alle religiøse og sekulære affære’.

Således betyder Imamen:

• ‘En mand som er efterfølger af Profeten Muhammad, og som har retten til absolut befaling over alle muslimer i religiøse og sekulære affære’.

Ordet ‘mand’ viser at en kvinde ikke kan være Imam. ‘Absolut befaling’ ekskluderer dem som leder bønnen; de kaldes ‘imam af bønnen’ – på dansk og engelsk skelnes der oftest mellem disse, ved at skrive førstenævnte med et stort ‘I’ og imamen af bønnen med et lille ‘i’. ‘Efterfølger af profeten’ betegner forskellen mellem en Profet og en Imam. Imamen nyder ikke denne autoritet direkte, men som efterfølger af Profeten.

Termerne: Kalifatet og Kalif

Ordet kalifat betyder ‘efterfølger’ og kaliffen betyder ‘efterfølgeren’. Indenfor islamisk termonologi afspejler kalifatet og kaliffen teoretisk set samme betydningen som hhv. Imamheden og Imamen. Dog i praktisk  anvendes de til at betegne to forskellige former for efterfølger. En Imam er altid en kalif, men en kalif er ikke altid en Imam.

Fortolkning (tafsir) af Koranen er en forunderlige ting. Nogle gange når man sidder og læser de forskellige fortolkninger (og sammenligner dem op mod hinanden), opdager man egentligt hvor forskelligt en enkelt linje kan læses.

Desværre støder man også ofte på personer der har skrevet tafsir, for at understøtte deres egen sag – bl.a. ved at have en forhåndsopfattelse af ting. Dette er med til at, man stirre sig blind på hvad man egentlig (selv) vil have det skal lyde som, fremfor at forholde sig til hvad der egentlig står skrevet.

I godt eksempel på dette, ses bl.a. i tafsir af Koranen vers 33:33. Verset lyder:

“Og forbliv med alvor og værdighed i jeres huse og pynt jer ikke, som man pyntede sig i den forrige uvidenhed(s dage), og hold bøn og giv zakat og adlyd Allah og Hans Sendebud. Allah ønsker kun at fjerne al urenhed fra jer, I husets folk [Ahlul Bayt], og at rense jer fuldstændigt”.

_{Koranen al-Ahzab [33:33]}

Hvem er Ahlul Bayt?

Spørgsmålet der opstår fra dette vers, er: ‘hvem er disse Ahlul Bayt som er blevet renset fuldstændigt’?

Og det er hér at vi bl.a. ser at der er visse tafsir, som stirre sig blind på en holdning der støtter deres synspunkt. For at kunne afklare denne påstand, skal der være en klar forståelse for hvad den generelle holdning iblandt sunni og shia muslimer er, til hvem disse Ahlul Bayt er.

Synspunkt: Sunni muslimer

Der er forskellige opfattelser indenfor sunni doktrin, hvem der er inkluderet i Ahlul Bayt. Den mest generelle antagelse er at det inkludere:

• Profeten Muhammad,
• Profetens svigersøn og fætter, Ali,
• Profetens datter Fatima Al-Zahra,
• Profetens to børnebørn (fra Ali og Zahra), Hasan og Hussayn og
• Profetens koner.

En anden opfattelse iblandt sunni muslimer er at det kun inkludere profeten selv og hans koner. Dette skaber dog en del modsigelser mod nogle anerkendt sunni hadith.

I bl.a. Sahih Muslim kan der læses følgende:

“Aisha rapporteret at Guds Budbringer (s) gik ud en morgen, iklædt en sort kåbe med striber af kamelhår, hvorefter Hasan b. Ali kom. Han dækket ham ind under den [kåben], så kom Hussain og dækket ham (også) under den [kåben] sammen med den anden (Hasan). Så kom Fatima og han tog hende under den [kåben], så kom Ali og han tog også ham under den [kåben] og derefter sagde: ‘Allah ønsker kun at fjerne al urenhed fra jer, I husets folk [Ahlul Bayt], og at rense jer fuldstændigt’ [vers 33:33]“.

_{Sahih Muslim, bind 4, Kitab Fada’il al-Sahabah, The Merits of the Family of the Prophet (s), hadith nr. 5955.}

Igen til stor forbavselse kan der læses i fodnote til denne hadith:

Denne hadith sammen med ovenstående nævnte vers klargøre en point som har der har været stor debat omkring. Shia, på basis af denne hadith, udleder at Ahlul Bayt af den hellige Profet (s) er kun fire noble sjæle: Imam Husain, Imam Hasan, Fatima og Ali (a). Men kontekst af hvad dette vers er åbenbaret i [altså vers 33:33], viser klart at Ahlul Bayt inkludere konerne af Profeten (s), da det bliver sagt i starten af verset ‘Og forbliv med alvor og værdighed i jeres huse og pynt jer ikke, som man pyntede sig i den forrige uvidenhed(s dage)’. I forskellige forbindelser hvor ordet Ahlul Bayt er anvendt i Koranen, betegner det koner, eksempelvis Ibrahims koner [11:73], Imran’s kone [3:33-35] og Moses mor [28:12]. At holde begge disse betragtninger i tankerne, er den korrekte opfattelse at konerne af Profeten (s) hans børn, hans døtre og hans svigersøn og hans børn, er alle inkluderet i Ahlul Bayt. Begge grupper fejler når de ekskludere en, på bekostningen af den anden, altså ekskludere konerne og inkludere Fatima, Ali, Hasan og Husain (a) i Ahlul Bayt og dem som ekskludere de fire noble sjæle på bekostningen af kun at inkludere Profetens (s) koner som Ahlul Bayt”.

Men dette er i direkte modsigelse af en tidligere hadith i selv samme hadith-samling:

“… Da følgende vers blev åbenbaret: “lad os tilkalde vore sønner og jeres sønner” kaldte Guds Budbringer (s) på: Ali, Fatima, Hasan og Husain og sagde: O Allah, disse er min familie (Ahli)”.

_{Sahih Muslim, bind 4, Kitab Fada’il al-Sahabah, The Merits of Ali b. Abi Talib (a), nederste del af hadith nr. 5915.}

Så selvom profeten Muhammad eksklusivt har defineret hvem hans familie var (i ovenstående hadith), skriver forfatteren i hans fodnote i modsigelse til dette.

Synspunkt: Shia muslimer

Iblandt shia muslimer er der klar konsensus om at verset her referere til følgende personer:

• Profeten Muhammad,
• Profetens svigersøn og fætter, Ali,
• Profetens datter Fatima Al-Zahra og
• Profetens to børnebørn (fra Ali og Zahra), Hasan og Hussayn.

Disse refereres oftes til som Ahl Al-Kisa (Folet af kåben). Udover ovenstående, anses det indenfor shia doktrin at de resterende ni Imamer er inkluderet i Ahlul Bayt. Det bemærkelsværdige her er at, shia muslimer ikke anerkender profetens koner som en del af Ahlul Bayt.

Parentetisk sætning

Lad os kaste et blik på hvad der står i vers 33:33 og verset inden og efter:

“32. O I Profetens hustruer, I er ikke som andre kvinder, hvis I er retfærdige. Vær ikke milde og undergivne i jeres tale, så den, der har en sygdom i sit hjerte, fatter (usømmelige) håb. Men før passende og sømmelig tale
33. Og forbliv med alvor og værdighed i jeres huse og pynt jer ikke, som man pyntede sig i den forrige uvidenhed(s dage), og hold bøn og giv zakat og adlyd Allah og Hans Sendebud. Allah ønsker kun at fjerne al urenhed fra jer, I husets folk [Ahlul Bayt], og at rense jer fuldstændigt
34. Og husk, hvad der forelæses i jeres huse af Allahs tegn og visdommen, thi Allah kender de mindste ting (og er) Alvidende”.

_{Koranen Al-Ahzab [33:32-34]}

Det er klart at vers 32 og vers 34 udelukkende omhandler profetens koner. Den første delsætningen i vers 33 omhandler også profetens koner, hvoraf den sidst del af sætningen (fremhævet grønne sætning) er en ‘parentetisk sætning’:

• Parentetisk sætning i Koranen er en sætning som ikke har noget at gøre med den forgående eller kommende sætning – således at hvis det skulle fjernes, vil det forrige og det kommende stadig hænge sammen.

Ligende parentetiske sætninger ses også andre steder i Koranen, eksempelvis:

“Forbudt for jer er det selvdøde og blod og svinekød og det, et andet navn end Allahs er påkaldt over (ved dets slagtning), og det kvalte og det, der er dræbt med sten eller stav, og det, der er dræbt ved fald, og det ihjelstangede og det, som de vilde dyr har ædt af – undtagen det, som I har slagtet – og det, som er ofret på et alter (til afguderne), og at I søger at dele ved (lodkastning med) pile. Dette er overtrædelse. I dag har de vantro fortvivlet om jeres religion. Frygt dem derfor ikke, men frygt Mig. I dag har Jeg fuldkommet jeres religion for jer og fuldendt Min nåde over jer og valgt Islam til jeres religion. Men mod den, der er tvunget af sult – uden syndig hensigt – er Allah visselig Tilgivende, Barmhjertig”.

_{Koranen al-Ma’idah [5:3]}

Køn af ordene

Hele vers 32 og den første sætning af vers 33 er alle hunkøn stedord. Denne point er ikke diskutabel. Pludselig i den anden sætning af vers 33 bliver stedordene skiftet til hankøn og i hele vers 34 skiftet tilbage til hunkøn. Det kan bemærkes at i alle hunkøns sætningerne tiltales kun profeten Muhammads koner og i sidste sætning ad vers 33 tiltales Husets folk (Ahlul bayt).

Kort sagt adskilles der mellem sætningen omkring: ‘Allah ønsker kun at fjerne al urenhed fra jer, I husets folk [Ahlul Bayt], og at rense jer fuldstændigt’ (renselses verset i 33:33), fra det forrige og det efterfølgende. Disse vers tiltaler visse regler som er gældende for profeten Muhammads koner. Således er der ingen forbindelse mellem verset omkring renselse og versene før og efter.

I bussen, ved stationen, på vejen og bag disken i butikker ser man flere og flere unge kvinder, der går med den islamiske hijab. Disse er i alle farver og varianter og afspejler oftest baggrund for, hvor man er fra og hvem man er. Det med at afspejle hvem man er (udadtil overfor andre) er en voksende tendens, især blandt denne generation. Udover at vise hvem man er udadtil, ses det også at hijab’en er blevet et modefænomen iblandt den yngre generation. Nu er det ikke nok med at sløret eksempelvis skal matche nederdelen, men skal også gå perfekt med tasken, skoene og makeuppen. Det ser ud som om, at det med hijab’en sidder godt på en, er vigtigere end meningen bag hijab. Grunden til denne sidste udtagelse, danner grundlang i talemåde: “Bare fordi du blander [fortynder] vin med vand, bliver det ikke mindre forbudt” – vi vil vende tilbage til dette i artiklen, lad os starte med at se hvad Koranen siger til hijab’en.

Hijab i Koranen

Gud siger i Koranen, at de troende kvinder ikke skal åbenbare deres skønked og deres hår:

Og sig til de troende kvinder, at de (på samme vis) skal sænke deres blikke, (når de ser fremmede mænd), og bevare deres dyd og ikke åbenbare deres (naturelige og kunstige) skønhed, undtagen hvad der er åbenbar af den, og at de skal trække deres hoveddække sammen om deres bryster og ikke åbenbare deres skønhed, undtagen over for deres ægtemand eller deres fædre … Og de skal ikke slå deres fødder sammen (i dans), så at det, de skjuler af deres skønhed, bliver kendt. Og vend jer til Allah allesammen, I troende, for at det måske må gå jer vel.

_{Koranen al-Nur [24:31]}

Efterfølgende klargør Koranen, at kvindes skønhed indebærer også hendes kropsformer:

O du Profet, sig til dine hustruer og dine døtre og til de troende kvinder, at de skal trække deres ydre kåber tæt sammen om og over sig (når de går ud). Dette er det bedste, så de kan kendes, og så de ikke forulempes. Og Allah er Tilgivende, Barmhjertig.

_{Koranen al-Ahzab [33:59]}

Disse vers (og mange hadith) danner grundlag for kvindens hijab. De lærde iblandt os, der har ansvaret for at undersøge Koranen, sunna, hadith, fiqh og begrundelsen i helheld – og – ud fra dette fortolke islam som lovgivning, er alle i konsensus omkring hijab’en.

Konsensus blandt de lærde

De lærde er helt klart i konsensus omkring minimum påklædningen af en kvinde, foran fremmede mænd:

Kropsdele der ikke behøver at dækkes:

• Ansigtet – fra begyndelsen af panden til under hagen,
• Begge hænder lige indtil håndledet (dette inkluderer ikke armen),
• Begge fødderne lige indtil anklet (dette inkluderer ikke benet).

Således skal alt andet tildækkes.

Det ses, at nogle kvinder yderligere vælger at dække deres ansigt komplet til med bushia, burkha eller niqab – ingen af disse er wajib (obligatoriske), dette kan bl.a. være fordi nogle anser det som værende tilrådet (mustahab) eller være et kulturrelateret aspekt af religionen osv. Ligeledes ses det, at nogle kvinder dækker hagen til med deres hijab og andre tage handsker på for ikke at vise deres hænder, igen er ingen af disse påklædninger wajib.

Når det nu ligger til grunde for hvad der ikke er obligatorisk at tildækkede, hvordan skal man så tildække sig selv:

Hvilken form for hijab:

• Om der anvendes en abaya, jilbab, nederdel med blazer, niqab med tilhørende abaya, chadar eller noget helt sjette, så er alle disse tilladt så længe man ikke kan se kvindens former.

Flere iblandt den nuværende generation har den opfattelse, at så længe man tager et tørklæde på og tildækker håret, så opfylder man islams lovgivning vedrørende hijab’en. Dette er en forkert opfattelse. Hensigten med at en kvinde skal gå med hijab er, at hun skal skjule sin skønhed, både hendes former og hendes hår.

Hijab i dagens Danmark

Nu tilbage til udtrykket “Bare fordi du blander [fortynder] vin med vand, bliver det ikke mindre forbudt”. Grunden til at præcis dette udtryk er fremhævet i forbindelse med denne artikel, er fordi det er meget dækkende for den ‘moderne’ opfattelse af tørklæde blandt unge i norden.

Flere og flere unge tager hijab på, for at skjule deres hår, men ignorere helt hensigten med hijab’en (at skjule sin skønhed). Så de har et tørklæde på; men tager også makeup på, stramt tøj, skrigende farver og udsmykker en selv. Visse gør det på opfordering af deres ægtefælle, da han gerne vil have hans kone skal være smuk og køn, både i hjemmet og i offentligheden. Og det er nemlig her, at folk fortynder vinen og prøver at sælge det under sloganet ‘det er egentlig ikke vin, så det okay’.

Flere gange har debatten gået på om: Nye konvertitter, muslimer der skifter kendskab til deres religion, muslimer fra et andet miljø osv.; er det ikke bedre at de i det mindste dækker deres hår til med et tørklæde end slet ikke at tildække sig?

Igen kan vi sammenligne det med vores talemåde: Er det ikke bedre at en person drikker vin fortyndet med vand, fremfor slet ikke at fortynde det?

Her er nogle flere hypotetiske spørgsmål:

• Er det ikke bedre at en person spiser en halv halal-ret og en halv haram-ret, end at han spiser en hel haram-ret?
• Er det ikke bedre at en person holder faster i halvdelen af ramadan måned, end slet ikke at holde fast i ramadan?
• Er det ikke bedre at en person tror på halvdelen af islam og ikke den anden halvdel, end slet ikke at tro?

En ting er hvad man person kan mene omkring disse spørgsmål og en anden ting er hvad islam siger til det.

Konklusion

Denne artikel har ikke haft hensigten at være en hetz mod muslimske kvinder der går med tørklæde som samtidig gør noget ud af deres udseende. Vi har igennem denne artikel kastet lys på hvordan dagens Danmark er og hvad religionen egentlig siger til dette. Selv de kristne og ikke-troende i Danmark begynder at blogge omkring muslimske kvinder der ‘kalder’ sig selv muslimer, men alligevel udsmykker sig selv igennem deres påklædning – selv på bekostning af religionen siger anderledes. Dette sår tvivl om religionen islam hos dem, da modtager dette dobbelt moralske budskab: “Religionen påbyder dem at tildække deres skønhed, men de tager bare et tørklæde over hovedet, men har ligeså frækt tøj på som og andre”. Med dette sagt, er det ikke hensigten at muslimske kvinder skal gå med hijab, pga. tilfredsstille de kristne og ikke-troende – nej, hensigten er nemlig at efterleve religions rammer.

Da jeg skrev dette indlæg tænkte jeg på om jeg skulle ligge billeder ind af tilfælde kvinder, med forskellige typer af hjiab og påpege hvad der er ret og uret – af respekt for kvinderne har jeg valgt ikke at gøre dette. En muslim med et oprigtigt hjerte, vil kunne skelne en hijab af skønhed fra en hijab af islam.