Islam

I måneden Ramadan er det tilrådet (mustahab) at læse tusind enheder af bønner, i løbet af nætterne. At udføre disse i fællesbøn anses som nyskabelse (bid’a) og er strengt forbudt. Således anser shia muslimer ikke at frivillig fællesbøn under Ramadan måned (tarawih) som tilladt.

Ydermere er frivillig og tilrådet (mustahab) bøn bedst at læse i hjemmet, fremfor moskeen – idet kun obligatorisk fællesbønner [de fem daglige tidebønner] er tilrådet (mustahab) at læse i moskeen.

Læs resten af dette indlæg »

Indenfor ethvert samfund spiller lederskab en central rolle, som er midlet for overlevelse af nationens værdier og idealer til den kommende generation. I denne artikel præsenterer jeg lederskab blandt shia muslimer. En kort præsentation er givet, om hvornår lederskab skiftet karakter fra de udvalgt tolv Imamer, over til de fire udvalgt lærde. Efterfølgende er der en beskrivelse af hvordan evolutionen af de lærdes rolle har været igennem de sidste små ni århundreder. Herfra kastes et blik på den religiøse versus politiske autoritet af de lærde – og i hvilket omfang autoritet kan kategoriseres. Afsluttende er en konklusion og diskussion om hvad nulevende lærde i Iran, Irak og Libanon mener og er for/imod. Et afsnit med beviser er også tilføjet til de der har en interesse for studiet af traditioner.

Læs resten af dette indlæg »

Inden jeg vender blikket mod mønsteret af det religiøse liv og de helligedage som pryder hverdagen af en shia muslim, har jeg valgt at skrive et kort afsnit om at følge en lærd eller at være en lærd. Begrundelsen bag dette valg er at der skal foreligge en klar definition overfor læseren (hvordan shia muslimer kvalificerer sig selv) i enten en der følger en lærd eller man bliver fulgt og ergo er en lærd.

Læs resten af dette indlæg »

På arabisk betegner raj’a at vende ’tilbage’ eller ‘retur’. Indenfor shiitisk termonologi anvendes termen til betegnelse af den gruppe af muslimer som vil vende tilbage (til denne verden, før dommedagen) sammen med den skjulte Imam, Al-Mahdi. Beviser for jf. fremhæves primært ud fra fortolkninger (tafsir) af koranen og traditioner (hadith). I kapitlet ‘Myrerne’ (an-Naml) af koranen står følgende to vers – koranoversættelse af Ellen Wulff, vers [27:83, 87]:

Passionsspil (matam) betegner en fremstilling af fremtrædende religiøse skikkelsers lidelseshistorie. Opførelsen af passionsspil henlægges til religiøse sørgedage, hvor ritualerne fokuserer på lidelseshistorien. Indenfor shiisme er passionsspil tæt knyttet med hændelsesforløbet omkring drabet af profetens barnebarn, shiiternes tredje Imam, Husayn b. Ali. Hvert år omkring årsdagen for hændelsen sørges over denne begivenhed ved at deltage i passionsspil, der bliver opført i moskeer, centre og forsamlingshuse (hussainia). I lande med en større majoritet af shia muslimer anses bl.a. Husayns martyrdom som en hellig sørgedag, hvor det at sørge også kommer til udtryk i det offentlige rum ved bl.a. opførelse af passionsdrama (taziya). I lande med en minoritet af shiiter foregår disse optog oftest i større byer, med en eller flere optog.

Læs resten af dette indlæg »

Der er beretninger i både sunnitiske og shiitiske kilder (hadith) omkring tolv kaliffer eller efterfølgere af profeten Muhammad. Alle fem sunni traditionssamlinger – al-Bukhari, al-Muslim, al-Tirmidhi, Abu Dawud og Ahmad ibn Hanbal har rapporteret igennem forskellige kæder af beretter fra Jabir b. Samurah at de hørte profeten Muhammad sige:

Islam vil forsætte i sin værdighed, så længe der er tolv efterfølgere (eller ‘der er tolv prinse’, i ordene af al-Bukhari). Derefter hørte han [beretteren] noget som han ikke kunne forstå, hvorefter han spurgte sin fader; som svarede at profeten [Muhammad] sagde, ‘De er alle fra [stammen] Quraysh’.

I en anden tradition (hadith) er proften Muhammad citeret for at sige:

“Denne sag vil aldrig udløbe før tolv kaliffer har tråd frem – alle er fra Quraysh.”

Et tredje sted læser vi:

“Denne nation (ummah) har tolv beskyttere; dem som forlader dem har ikke skadet dem og de er alle fra Quraysh.”

Der findes en lang række ligende traditioner som er berettet med en anden ordlyd, og igennem historiens gang ser det ud som om ingen har stillet spørgsmål ved jf. autoritet. Hvad der har skabt forvirring blandt de retslærde er identiteten og navene af disse tolv efterfølgere.

I sin eksegese af Sunan af al-Tirmidhi indrømmer Ibn al-Arabi, at meningen med denne hadith ikke kunne forstås. Han skriver:

“Vi har talt herskerne [eller: lederne] efter profeten Muhammad; de er Abu Bakr, Umar, Uthman, Ali, Hasan, Mu’awiyah, Yazid, Mu’awiyah b. Yazid, Marwan, Abd al-Malik, ….” hvor han fortsætter optælling med de efterfølgende 33 herskere. Han siger derefter, “Hvis vi skulle tage de første tolv kronologisk, så ville den tolvte være Sulayman ibn Abd al-Malik, men hvis vi har den sande mening af en kalif i sindet, efterlader det os kun med fem [kaliffer]; disse er de fire Retledte Kaliffer (al-khulafa al-rashidun) plus Umar ibn Abd al-Aziz; Jeg kan [således] ikke finde nogen mening med denne hadith.”

På den anden hånd er al-Suyuti uenig med denne konklusion. Ifølge hans holdning er hensigten med denne hadith klar, nemlig at der eksisterer tolv retfærdige kaliffer indenfor Islam, som tidsmæssigt er spredt fra bortgangen af profeten Muhammad til dommedag. Her hentyder han, at de tolv retfærdige kaliffer ikke nødvendigvis vil komme i en kronologisk rækkefølge, og at den tolvte kalif vil være den ventede Mahdi fra ‘Husets Folk’.

Det kan være interessant at belyse de forskellige holdninger af denne beretning yderligere – dette vil dog kræve en separat artikel, eftersom enhver fortolker af hadith har sit eget personlige syn.

Shiaislam har på den anden hånd ingen tvetydighed i forståelsen af denne hadith. Her forbindes denne gruppe af traditioner med et andet sæt af beretninger, hvor profeten Muhammad udtrykker vigtigheden af sine efterfølgeres og families status – disse refereret til som ‘Husets Folk’ (ahlul bayt).

Det er berettet under flere forskellige omstændigheder, at profeten Muhammad har sagt at Guds Bog [Koranen] og sine ‘Husets Folk’ er to værdigfulde ting som han efterlader sig, disse vil aldrig adskilles og sin nation (ummah) ville aldrig gå afveje så længe de holder fast ved dem.

I kommentarer til denne hadith, læser vi bl.a. at Ibn Hajar konstanter at traditionen er berettet i talrige kæde af beretter fra mere end 20 fæller, nogle som hørte det i Arafah, andre i Medina ved profeten Muhammads dødsleje, andre ved Ghadir Khum og stadig nogle andre i returrejsen af profeten Muhammad fra al-Ta’if. Efterfølgende siger han:

Der er ingen modsætninger mellem disse beretninger – i henhold til vigtigheden af statusen af Bogen [Koranen] og Husets Folk har profeten Muhammad understreget denne erklæring i alle ovenstående lokationer.

Selvom disse og mange andre traditioner af ligende karakter er berettet i både sunni og shia traditionssamlinger, er det kun shiamuslimer der tager disse erklæringer til dens fulde konklusion. Shiisme har bl.a. altid fordømt de grupperinger, der vender det døve øre til udledningen af disse beretninger.

Der er berettet, at profeten Muhammad sagde:

“Eksemplet af min ahlul bayt er ligesom det af Noas Ark; Dem der går ombord på det er reddet, og dem der bliver tilbage drukner.”

Den fjerde kalif Ali ibn Abi Talib har bl.a. sagt:

Hav din øjne på ahlul bayt af din profet og tag deres retningen og følg i deres fodspor; for de leder dig aldrig uden vejledning og tager dig ikke tilbage for ødelæggelse. Således, hvis de sætter sig, sætter du dig og hvis de rejser sig op så rejser du dig op; gå ikke i forkøbet af dem og fald ikke bagved dem for det vil være din fortabelse.

Ved at sammensætte disse informationerne om de tolv kaliffer og Husets Folk, er den logiske konklusion at de tolv kaliffer vil være fra profetens familie. Selvom mainstream sunniislam har udviklet sig i en helt anden retning, ses det fra spredte rapporter, at en ligende konklusion også er blevet draget i visse sunnitiske kilder. Eksempelvis fra den velkendte Imam Ibrahim ibn Muhammad ibn Hummawayh al-Juwayni (d. 730 AH), som havde succes med at reverterer den daværende mongolske konge Ghazan Shah til islam – han rapporterede fra vegne af Ibn Abbas at profeten sagde:

“Jeg er hoved [eller: øverste instans] af alle profeter og Ali ibn Ali Talib er hoved [eller: øverste instans] af efterfølgerne, og efterfølgerne efter mig er tolv – hvoraf den første er Ali ibn Abi Talib og den sidste er al-Mahdi.”

Han beretter yderligere fra profeten:

“Ali og jeg og Hasan og Hussain og ni andre fra Hussains slægt er alle renset og pletfrie.”

Shiaislam har ingen yderligere reservationer i at forbinde disse to sæt af beretninger sammen. Her konkluderes der ikke kun at tolv efterfølgere eller kaliffer fra profeten familie, Husets Folk, vil komme – men slægtlinjen, deres navne og personlige attributter klargøres. I henhold til disse beretninger er kalifferne efter profeten Muhammad, altså Imamerne, fra en smallere gruppe af stammen Quraysh; dette er gennem profetens datter Fatima og hendes mand Ali ibn Abi Talib. Efter Ali er det deres to sønner Hasan og Hussain, hvor det herfra er ni personer fra slægtlinjen af Hussain. Disse er: Ali søn af Hussain, Muhammad søn af Ali, Jafar søn af Muhammad, Musa søn af Jafar, Ali søn af Musa, Muhammad søn af Ali, Ali søn af Muhammad, Hasan søn af Ali, og den tolvte Muhammad, søn af Hasan; også kendte som Mahdi som stadig er i okulation. Sådanne kilder findes i en række shiitiske traditionssamlinger.

Udover talrige beretninger fra profeten Muhammad indenfor shiitiske traditionssamlinger, rapporterer bl.a. al-Khazzaz mange traditioner fra mere end 20 fæller i samme aspekt. I en af disse traditioner beretter han fra Masruq (døde 63) som sagde:

Vi var sammen med Abdullah ibn Mas’ud og sammenlignede vores kopi af koranen med hans, da pludselig en ung mand spurgte: ‘Har jeres profet informeret jer om hvor mange efterfølger der vil være efter ham?’ Ibn Mas’ud, som klart var blevet overrasket, både over spørgsmål og vovemodig af manden, svarede: ‘Du er ung og uerfaren; dette er et emne som ingen har spurgt mig om før. Ja, vores profet har informeret os, at der vil være tolv efterfølger efter ham, det samme nummer som cheferne af Israels børn.’

Et nyt islam leksikon er kommet på gaden i Danmark, Gads Leksikon om Islam. Desværre er denne fyldt med større og mindre fejl, hvor en af de helt store omhandler profetens barnebarn Hasan. Der findes flere fejl i hele anslaget om Hasan, men i dette indlæg vil jeg kun kigge på den største af dem – nemlig antallet af koner, der påstås at Hasan havde.

Det er det andet afsnit om al-Hasan ibn ‘Ali i leksikonet, der får mig til studse over dette anslag:

al-Hasan ibn ‘Ali, (ca. 625-ca. 669) shi’a-islams anden imam, søn af ‘Ali ibn Abi Talib og profeten Muhammads datter Fatima. Sammen med broderen al-Husayn og sine forældre er han en del af ahl al-bayt ‘Husets familie’, dvs. profeten Muhammads hus og familie. Efter sin fars død i 661 blev Hasan udråbt til åndeligt og politisk overhoved (kalif) af muslimerne i det nuværende Irak og Iran (al-’Iraq), et hverv, han dog hurtigt gav afkald på til fordel for sin fars gamle arvefjende Mu’awiya.
Hasan var tilsyneladende en fredselskende mand, som interesserede sig mere for kvinder – iflg. islamisk tradition giftede han sig mere end 100 gange, og havde 300 konkubiner – end for politik. Så talrige var hans giftemål og skilsmisser, at det gav ham øgenavnet al-mitlaq ‘de, som skiller sig’, og skaffede hans far mange fjender. Hasan døde i Medina, muligvis af tuberkulose. Shiitisk tradition foretrækker dog at dramatisere hans død som en giftmord for Muawiyas hånd, og evner således at portrættere Hasan som offer og martyr (shahid) for den retfærdige, shia-muslimske sag.

Af: Jean Butler (JB), phd, cand.mag i arabisk. Forkser, underviser og holder foredrag i islamiske historiske, teologiske og etiske emner.

Ingen islamkyndig person ville udtrykke sådan en påstand uden at bakke den op med en eller flere traditioner (hadith) og fremhæve en gyldig kæde af berettere for traditionen (isnad). Det er vigtigt at understrege, at bare fordi der findes en tradition er den pr. automatik ikke gyldig. Så kunne enhver sætte sig ned og tilskrive profeten og hans slægt en attribut og påstår, at det han ytre er sandt! Den måde hvorpå de sande og falske traditioner afskilles fra hinanden, er ved at kigge på kæden af berettere og fastslå om disse overhovedet fandtes (ergo kan dateres tilbage til profeten og hans fæller) og om denne kæde af personer (berettere) er sandfærdige i deres natur.

I leksikonet er der ingen referencer til yderligere materiale eller kilder hvorpå materialet er udarbejdet fra. Det seneste jeg kunne finde om profetens barnebarn og hans mange koner er fra den franske historiker Henri Lammens i ‘Encyclopaedia of Islam’:

“He (Imam Hasan) spent the best part of his youth in making and unmaking marriages; about a hundred are enumerated. These easy morals earned him the title mitlak ‘the divorcer’ and involved `Ali in severe enmities.”

Det første man falder over her, er den direkte kopiering af hvad der står i den engelske encyklopædi om islam og den præcis ordlyd i den nye danske leksikon om islam. Selve kopieringen kan de måske have fået tilladelse til (eller ej), det er af mindre betydning – det er mere om de nu også har undersøgt om den påstand de har ‘lånt’ er korrekt? Inden vi kaster et blik på, hvad denne påstand bygger på, kan vi passende give en kort beskrivelse af den “originale” forfatter af anslaget. Udover at Henri Lammens var fransk historiker, var han en del af jesuiterordenen og orientalist.

Han er blevet kritiseret kraftigt for hans skæve skildring af mange spørgsmål mhp. religionen islam, men alligevel anses han som en indflydelsesrig historiker blandt vestlige religion-eksperter og -historikere. Hans kronologiske beskrivelse af Muhammads biografi (sira) bygger på nyt grundlag som ikke kan dateres tilbage til religionen islam, og mange (som ikke har den samme dagsorden med at repræsentere islam som en helhed) har valgt at citere deres materiale herfra.

I den velkendte Library Journal skriver der følgende om Henri Lammens:

“En, der havde en hellig foragt mod islam”.

Henri Lammens har selv refereret til koran som:

“Koranen er en uendelig sløset [lurvet] tekst”.

Det skal heller ikke gå ubemærket, at han også havde en hetz mod shiiter og deres afstamning. I bl.a. hans bog “Fatima og døtrene af Muhammad”, påstår han, at Fatima ikke var profeten Muhammads yndlings datter – og – at profeten ikke selv havde nogen hensigt med at sine efterfølgere skulle komme af dens slægt. Her konkluderer han også at Husets Folk (ahlul bayt) eksklusivt bestod af profetens koner og ikke igennem blodrelation. Denne sidste påstand er i så modstrid med, hvad leksikonet og standard islamisk litteratur konkluderer – nemlig at Muhammad, Ali, Fatima, Hasan og Husayn udgør Husets Folk (ahlul bayt).

En person med så farvet et syn på religionen islam burde ikke kunne danne grundlag for yderligere research – alligevel formår leksikonet at tage hans syn i betragtning fremfor mainstream opfattelsen blandt de fem ortodokse retsskoler.

Anslaget som er under diskussion fylder små tusind ord. Disse tusind ord skal være med til at opsummere hvem og hvad al-Hasan var, hans bedrifter og hvad der er karaktestisk ved ham etc. Her har leksikonet valgt at bruge små en tredjedel af alle disse ord til at beskrive en falske påstand, ud af alle de bedrifter al-Hasan fortog i sin levetid. Eftersom et leksikon skal være informativ, objektiv og have en neutral tilgang til emnet – kan jeg ikke finde værdig grundlag for, hvorfor de har inkluderet denne usikker og falske påstand, udover at skulle tilskrive navnet al-Hasan, profetens barnebarn en negativ klang. Måske har forfatteren bag dette anslag et andet syn på emnet, og det skal de have ret til at uddybe – så jeg vil fremside dette indlæg til både forlaget og JF som har stået for dette anslag.

For de af jer der er interesseret i mere gennemgående debat om hvad der står i de islamiske tradition-samlingerne om denne begivenheden og læse om gyldigheden af traditionerne som tilskrives denne attribut til al-Hasan kan følgende online materiale tilgås: I bogen ‘The Life of Imam al-Hasan al-Mujtaba’ på små ottehundrede sider (som er tilegnet til at beskrive denne ene personlighed alene), der findes et kapitel omhandlende al-Hasans koner og børn, hvor der er et afsnit med titlen Lammens løgne (Lamens’s Lies). Her gennemgås jf. påstand og de traditioner han bygger sit argument på – en diskussion er givet for og imod. I artiklen Imam Hasan ‘The Myth of his Divorces’ findes en kortere gennemgang af samme begivenhed, men med en lidt anderledes tilgang.

Note – hvis svar modtages fra forlaget eller forfatteren af anslaget, vil det selvfølgelig blive sat ind her.

Som de fleste andre dage i denne hellige måned, holder jeg mig selv så sent op som muligt – og derefter går i seng med fuld mave – det hjælper ikke på søvnen, men giver mig lidt ekstra kræfter til den kommende dag. Denne dag var ikke så meget anderledes end de forrige dage, udover dagens særlige præ. I dag var nemlig dagen hvor de troendes fyrst, Ali ibn Abi Talib gik bort. I hjemmet var der stilhed af sorg som på den ene hånd kom til fuld udtryk, men på den anden hånd alligevel ikke. Planen var klar, senere på aften skulle familien og jeg i moskeen. Dette fandt sted lidt inden vi kunne se skummering af solen på himlen, for derved kunne vi deltage til tidebønnen og efterfølgende åbne vores fasten i fællesskab med vores muslimske brødre og søstre. Jeg havde været opmærksom på at lave abdesten hjemmefra, så jeg ikke var nødsaget til at foretage den i vaskelokalerne der.
Ved ankomst gik jeg direkte ind i moskeen og sendte en hilsen ud til alle og derefter kastede et hurtigt blik rundt for at se om der var nogle bekendte, jeg kunne læse min bøn ved siden af. Får øje på en af mine kammerater; stopper min søgen og sætter mig ved siden af ham. Han opfordre os til at sætte os på første række – så når tidebønnen træder i kraft – vil vi danne første række i fællesbønnen. Jeg kunne ikke se nogen skade i at gøre som han foreslog, så vi satte der han ville. Inden længe kaldte en yngre dreng til bøn hvorefter lederen af bønnen fremsagde liturgien inden påbegyndelsen af selve tidebønnen. Idet imamen af bønnen nu udråber ’stå op til bøn, stå op til bøn’ – falder der en stilhed igennem lokalet blandt mændene – mindre støj kan dog stadig høres fra kvindernes lokale, men trinvis bliver denne også mindre. Imamen udråber nu ‘Gud er størst’, som bliver efterfulgt af alle der deltog til bønnen – med den hensigt at nærme os vores skaber gennem den obligatoriske bøn. Nu kan jeg kun høre fodtrin og latteren af små børn, der løber rundt og leger mellem os bedende. Bønnen forløber som normalt og efter denne begynder folk at søge inde i de bagvedliggende lokaler for at deltage til fællesspisningen. Jeg sidder stadig på huk ved siden af min kammerat, som er påbegyndt visse tilrådet bønner. Da jeg af ren høflighed ikke vil stå op før ham, bliver jeg siddende og ihukommer min Herre indtil han er færdig. Da vi endelig rejser os op, er bedelokalet så småt tomt – og vi bevæger os også mod de bagvedliggende lokaler for at bryde fasten. Denne plan falder dog hurtigt til jords, da vi kan se den kompakthed af mennesker som har fyldt disse lokaler. Jeg stiller mig på gangen i håbet om at kunne snuppe en bakke mad, mens de går rundt og deler ud fra de mange sølvfade. Endnu engang falder min plan til jorden, idet en herre stille sig op og råber, at vi skal gå inde i spiselokalerne og stoppe med at blokkere gangen. Jeg tiltaler ham høfligt og siger, at vi ville med glæde gå derind hvis der var plads. Da jeg ser det er håbløst at snakke herren til fornuft, træder jeg ind i moskeen igen. Inden længe bliver jeg efterfulgt af de andre der stod på gangen og andre tilkommer. Vi sætter os herefter i moskeen og danner række og afventer, at de også kommer med mad til os. Kort tid efter bliver maden serveret og spist helt op til det sidste riskorn. Da folk endelig har fået spist og sludret færdig, samles de i moskeen igen for nu skulle arrangementet til at begynde.

Moskeen havde fået en højtstående retslærd fra Mellemøsten som gæst, og denne herre ville således holde talen senere på aftenen. På grund af ham alene havde størstedelen af folket kommet i moskeen her til aften. Inden selve talen er det skik, at der læses op fra den hellige bog – dette sker oftest ved at en eller flere træder op på podiet og reciterer højt fra koranen. Denne gang var anderledes da jeg kunne se en ung dreng på en alder af ca. ti år sidde på podiet. Hans far sad ved siden af ham og hviskede støttende ord i øret på ham – kunne høre det, eftersom jeg havde sat mig helt oppe foran. Efter kort tid begynder han at læse koran, hvorefter voksende mænd og kvinders hjerter gik i blød over denne unge drengs smukke stemme og recitation. Han formåede ikke at kigge ud på publikumet, under hele hans recitation, nok pga. hans nervøsitet – men sandelig kunne han høre vores hyldest. Kort tid efter går han ned fra podiet, hvor han bliver efterfulgt af sin storbror – som ikke kan være meget ældre end sytten år. Nu er det hans tur til at recitere, og endnu engang sidder vi som publikum og lytter med angst af spænding og udråber vores hyldest, når han holder pauser mellem versene. Da han er færdig bliver det deres mesters tur; nemlig faderen selv. Da han sætter sig i talerstolen for at recitere, falder en dyb stilhed blandt de deltagende. Alle der sad og småsnakkede i krogene vender nu deres blik mod podiet. Hans hyldest fra os var endnu højere, end den hans to sønner modtog. Der er nu godt varmet op til taleren som kom gående ind med hans stok. En gammel herre, som havde oplevet sin del af livet. Han sætter sig nu op og begynder sin tale som både vil omhandle denne hellige måned og den troendes fyrst, Ali ibn Abi Talib. Visse taler keder mig, da de oftest er henvendt til en specifik målgruppe eller om generelle emner – disse er oftest til at forstå af den almene person, men for os der ønsker lidt udover det er de ret basis og ergo kedelige. De talere der formår at kunne ramme en bred gruppe af folk via deres tale er sandelig dem, hvis foredrag jeg gerne vil høre. Denne herre er en af de dygtige talere, selvom han engang imellem lufter anekdoter og små historier der i mine øre er supermands-historier – men for andre, heltehistorier som danner grundlag for beundring.

Da talen er færdig, træder lederen af moskeen frem, hvorefter han giver korte instruktioner om programmet for resten af aftenen. Allerede nu er klokken blevet mange og jeg kigger bekymrende på mit ur. Kort efter bliver lyset slukket hvorefter en flere timers lang hyldest påbegynder. Alle i moskeen tager en koran fra bogreolerne og vender sig nu væk fra podiet og istedet mod bederetningen. Herefter begynder lederen af moskeen at fremsige denne hyldest, hvor der forekommer korte passager som vi alle læser i fællesskab – dette foregår alt sammen mens vi holder koranen ovenpå hovedet. Hyldesten begynder med den sidste profet Muhammad og derefter bevæger sig videre til hans datter Fatima og hans fætter og svigersøn – fyrsten af de troende, Ali ibn Abi Talib. Herfra nævnes børnebørnene af profeten Hasan og Hussayn og forsætter helt indtil den Skjulte Imam, Al-Mahdi. Jo længere vi kommer ind i denne hyldest, jo flere tårer falder der – primært af de voksende mænd og kvinder. Kvinderne og få mænd græder højlydt, men kan se at mange mænd står og bider tårene i sig og dækker deres ansigter til så andre ikke ser tårerne trille. Da vi er ved at nå til vejs ende, stiller vi os alle sammen op i respekt for Al-Mahdi – stadig med koranen på hoved og sender vores sidste bønner. Alle tager nu koranen ned og enten krammer eller kysser denne – inden den bliver stillet tilbage på reolen. Lyset bliver tændt igen, og øjnene knibes sammen for derefter at gå rundt og lykkeønske hinandens bønner. Da programmet er afsluttet hører jeg, at den tidligere taler vil recitere endnu flere hyldester og bønner helt ud til midt på natten. Tiden er løbet fra mig og jeg må se at komme hjemad, selvom det nu lød en smule spændende. Finder hurtigt mine sko og lyner op og går ud. Ved indgangen til moskeen kommer en ambulance kørende, som stopper foran moskeen. Ambulancefolkene iler ind i moskeen med en båre og jeg tænker, gad vide hvad der er sket. Kort efter læser jeg en hurtig bøn for den pågældende og kører hjemad. Ved ankomsten hjem følte jeg en vis tomhed, en vis stilhed. Inden længe gik det op for mig at jeg savnede de troendes fyrst, min imam, Ali ibn Abi Talib. Sandelig har jeg ihukommet ham og hans kære på denne aftenen, aftenen til skæbnenatten laylat al-qadr.

- Et åbent brev fra en fungerende Imam i Danmark -

Begrebet kunst har uden tvivl en ærefuld og fin betydning hos samtlige befolkninger i hele verden uanset deres race eller religion. Kunstens sprog er international. Karikaturkunsten, som især udfolder sig i dagspressen er ret populær hos de fleste mennesker over hele verden.

Desværre kan karikaturtegnere i de fleste tilfælde ikke selv bestemme, hvad der skal kritiseres eller roses med satire, de lader sig gerne udnytte. De er ansatte og lige som de øvrige ansatte i samfundet skal de rette sig efter arbejdsgiveren. I denne svære tid, hvor verdens befolkning har mest behov for forståelse og gensidig respekt og dermed sikring af fred og forsoning, er det ufatteligt, at nogen med vilje – og alene for at bringe et bestemt gruppe i samfundet i dårligt lys – forsøger, at skabe ufred og splittelse blandt samfundets befolkning. Et samfund med demokratiske grundprincipper, som vi alle elsker og værdsætter højt.

Så vidt jeg ved, foretager en karikaturtegner en del research inden for et emne før hans kunstneriske udfoldelse. Men når tegneren uden nødvendigt kendskab til et andet folk og dets religion, tradition og kultur får til opgave at fornærme, og latterliggøre det pågældende folks tro og helligdom med sine groteske tegninger, kan det kun fortolkes som en bevidst politisk provokation, som bestemt ikke hører til i et demokratisk samfund som Danmark, hvor gensidig respekt er et af grundprincipperne. Sådanne krænkende provokationer sårer mange medborgere, deriblandt nogle svage sjæle, som muligvis med deres ubetænksomme og dumme handlinger skaber mistillid og negativ holdning hos befolkningen, præcis hvad man ønskede at opnå, nemlig at bringe en bestemt gruppe i samfundet i et dårligt lys.

Beklageligvis har J.P. for 2½ år siden offentliggjort disse tegninger for at latterliggøre og mistænkeliggøre troen Islam. Dette har kostet Danmark dyrt. Nu ved genoptrykning af disse dumme tegninger risikerer man at skade Danmark for alvor. Vi har på persisk et ordsprog: Når en tosse kaster en sten ned i en dyb brønd, kan selv 100 lærde ikke trække den op.

Ak, det var ønskeligt, at karikaturtegnere i stedet for karikatur af profeten, som var menneskehedens beskytter, og barmhjertighedens engel, tegnede og latterliggjorde dem, som ønskede, at skabe uro via disse tegninger, som resulteret i, at 1,2 milliard muslimer følte sig såret krænket og nedgjort. I løbet af mit flerårige ophold i Danmark, har jeg alene været aktiv inden for kulturelle og religiøse anliggender. Det er min pligt at skrive dette læsebrev, da Profeten Mohammad er et af de 5 hovedprincipper i min religion. Jeg er fra Iran og muligvis er jeg den eneste verdslige muslim, som altid i mine prædiker understregede, at enhver handling imod landets love er en forbrydelse og uacceptabel. Og i forbindelse med karikatur-tegningerne opfordrede jeg hele tiden til at man skulle tage det med ro og ikke reagere dumt.

Jeg er en medborger i dette samfund og er tilhænger af fredelig sameksistens. Det er ret vigtigt for mig, at Danmark bevarer sit ry og respekt i de islamiske lande, som før de famøse tegninger. Danmark var kendt i de islamiske lande, som et af de mest demokratiske lande i verden, og et værtsland til over 250.000 muslimer. Karikaturtegningerne samt den ledsagende artikel har været aforøvet ved domstolen, som afgjort, at ytringer af den slags ikke omfattes af straffelovens §§ 266b og 140 henholdsvis racisme og blasfemi – paragraffen og derfor ikke er strafbare. Men selvom ytringer af den slags som virke ærekrænkende, forhånende og nedgørende falder under ytringsfrihed, hvad så med anstændighed, tolerance, pli, høflighed, etik og selvcensur?
Jeg mener i øvrigt følgende:

1. jeg er næsten sikker på, at nogle islammodstandere, som er ligeglade med splittelse i samfundet og Danmarks ry i 55 islamiske lande, står bag disse karikaturtegninger.
2. Genoptryk af disse tegninger har ikke anden virkning end at genoplive en glemt sag i de islamiske lande, og vil muligvis igen skade Danmark og dernæst besværliggøre livet for de muslimske medborgere i Danmark.
3. Ingen muslim er imod ytringsfrihed, men krænkelse og nedgøring af andre mennesker er og bliver uciviliseret og uanstændigt.
4. Hvis en avis i et islamisk land offentliggør en grotesk karikatur og f. eks. latterliggør den danske dronning, bliver vi alle sammen vrede og kede af det. Men hvorfor har man svært ved at forstå muslimernes vrede i forbindelse med karikatur af deres højtærede profet? Er det helt normalt, at håne 1,2 milliard menneskers følelser og kalde det ytringsfrihed? Er det ikke imod menneskerettighederne at nedgøre og såre hundrede millioner af mennesker, som betragter Mohammad som deres højtærede profet?
5. Islam er imod enhver form for terror – terror skal bekæmpes – men når man bekæmper terror, bør man ligeledes sørge for at finde årsagen til terror. Ukrudt kommer igen og igen hvis, man ikke fjerner det med roden.
6. Profeten Mohammad, forlod denne verden den 6 juni 631, hverken disse latterlige karikaturer eller ondskabsfulde artikler kan på nogen måde formindske hans rank og position, men til gengæld skabe vrede og utilfredshed imod Danmark hos befolkningen i de 55 islamiske lande.
7. Respektløshed og latterliggørelse af Profet Mohammad eller andre profeter så som Jesus og Moses er ikke et tegn på ytringsfrihed, men derimod et tegn på nægtelse af sandheden og dyrkelse af had og fjendskab, ergo en aggressiv politik. Jeg ser med bekymring på denne udvikling, jeg er bange for fremtiden. Hvor skal det ende? Er det meningen, at to gamle kulturer, nemlig den islamiske og den vestlige skal hver for sig mure sig ind og stå over for hinanden som to fjender? Har vi ikke lært af historien?
8. I forbindelse med kristne serberes massemord blandt bosniske muslimer, bestilte ingen avisredaktør i de islamiske lande en karikatur af Jesus. Når zionister annekterer palæstinensernes land og begår massemord, tillader ingen muslim sig, at foragte eller latterliggøre Moses via en karikatur eller lign. Nej vi muslimer ærer og er respektfulde over for Guds sendebuds. Men hvorfor når en eller nogle såkaldte muslimer begår en forbrydelse, skal samtlige 250.000 muslimer i Danmark bøde for deres handling og 1,2 milliard muslimer i hele verden hånes? Hvis nogle terrorister tilfældigvis stammer fra et muslimsk land, er det ikke islams skyld. Idioter findes overalt i verden. Menneskenes dumheder har intet med deres religion at gøre.
9. Hvorfor reagerer Danmark, som er værtsland til mange forskellige folk med vidt forskellige kultur og religion, ikke, når en gruppe forsøger at dæmonisere en anden gruppe i samfundet og dermed skabe angst og mistillid blandt befolkningen, som igen resulterer i aggressivitet og foragt over for hinanden. Vi vil som medborgere i dette smukke land lige som de øvrige medborgere gerne være en del af demokratiet. Vi har også hjertet på rette sted.

Splittelse og fjendskab kan reduceres bl.a. på følgende måde:

• Undgåelse af foragt – i alle mulige forme – over for andres tro og religion
• Skabelse af de fornødne rammer for at fremme forståelsen af hinandens kultur og gensidige respekt. Etablering af div. konference og seminarer m.m.
• Vedtagelse af love, hvormed Ytringer som kan virke æreskrænkende eller bespottelse af andres religion og tro forbydes.

Jeg ser frem til en frugtbar dialog bl.a. med henblik på at fremme forståelsen og hermed bedre integration

Sayyed Mohammad Mehdi Khademi
Ansvarlige leder af Imam Ali Center
/Danmark

I denne post vil der kastes blik på de fundamentale principper, som danner grundlag for ‘Tolver’ (Ithna Ashari) shia muslimers overbevisning. Både shia og sunni muslimer er enige om tre fundamentale principper i religionen:

• Tawhid (Guddommelig enhed / monoteisme),
• Nubuwwa (Troen på profeter) og
• Ma’ad (Genopståelse)

Shia muslimer har to yderligere principper:

• Imamah (Imamheden [Guddommelig lederskab])
• ‘Adl (Guds Retfærdighed)

1. Tawhid (Guddommelig enhed)

Dette er den første halvdel af trosbekendelsen (shahada) som lyder: ‘Der er ingen gud undtagen Allah’ (la ilaha ila Allah). Koranen siger at realiteten af Gud er en selvindlysende faktum – en påstand som ikke behøver beviser. Usikkerhed og uklarhed omhandlende dette spørgsmål burde ikke træde ind i sindet, da det er indlysende:

“Kan der herske nogen tvivl om Gud, om himlenes og jordens skaber?”.

_{Koranen Ibrahim [14:10]}

Over de sidste århunderede har sunni muslimer anklaget shia muslimer for at krænke dette fundamentale doktrin, ved at ophøje positionen af Imamerne og ærefrygte dem til et punkt tilsvarende Gud. Selvfølgelig benægter shia muslimer denne anklage ved at fremføre beviser for, at det er en ekstremistisk afgrening (ghulat) af traditionel Tolver Shiisme som har denne overbevisning. Faktisk opretholder shia muslimer en højere grad af tawhid, end generel sunni teologer (ash’ari). Synspunktet holdt af sunni teologer, er at Koran er ikke-skabt, evige Ord af Gud – dette opsætter to evige enheder (Gud og Koranen) som anses som polyteisme. Her anser shia muslimer at Koranen er blevet skabt af Gud.

Et andet aspekt der gør sig gældende er, at shia muslimer ikke tror på, at Gud har fysiske former. De vers i Koranen der omtaler jf., er metaforiske og skal ikke læses bogstaveligt. Koranen sig bl.a. til dette:

“Der findes intet som Ham.”.

_{Koranen al-Sjura [42:11]}

“Ingen er Hans lige.”

_{Koranen al-Ikhlas [112:4]}

Dette har ofte først til debat omkring graden af tawhid. Her studeres der bl.a. enhed af skaberen (dhat), enhed af egenskaber, enhed af skabelsen (khaliqiyya), enhed af herredømme og enhed af tilbedelse.

2. Nubuwwa (Troen på profeter)

Alle profeter er et mellemled mellem Gud og mennesket. Missionen af enhver profet er at bringe Guds åbenbaring i dets rene form til menneskeheden. Denne åbenbaring er Guds ord, i form af lære, lovgivning og guide til menneskeheden. Ydermere leder profeterne også mennesket og er den bedste fortolker af Guds ord. For at profeten kan udføre sin mission korrekt, har Gud fjernet synder fra ham og gjort ham ufejlbarlig – dette gør således profeten til den bedste forbillede iblandt menneskeheden. Igennem tiderne har Gud sendt mange profeter til menneskeheden i forskellige dele af verdenen. I henhold til traditionerne (hadith) er der sammenlagt 124.000 profeter. En delmængde af disse profeter, tiltales oftest som ulu al-azm, profeterne som er skænket standhaftighed. Disse er de profeter der har bragt en ny bog/ny religiøs lov med dem – i Koranen bliver de tiltalt som rusul, apostel (af Gud). Disse profeter er:

• Noah, Abraham, Moses, Jesus og Muhammad.

Disse anses ikke som profeter sendt kun til et begrænset område – men profeter (af Gud) med budskaber til hele verdenen.

3. Ma’ad (Genopståelse)

Alle guddommelige åbenbarede religioner er i harmoni med troen på det herefter. Alle profeterne har bekræftet, at der er liv efter døden og tilbagevendelsen til Gud. I Koranen er der talrige vers omkring dagen for opstandelse / genoplivelse (qiyamah) og dommedag. Det ses som en logisk nødvendighed af guddommelig retfærdighed, da det kun med genoplivelsen, at en person fuldt ud kan modtage sin belønning og straf.

4. Imamah (Imamheden [Guddommelig lederskab])

Shia muslimer har troen på Imamheden som værende en forsættelse af troen på profeter. Ordet imam har en generel betydning på arabisk, ‘leder’, uden hensyn til personens personlighed og omfang af lederskab (kan varrigere ligefra en imam af en moskeen, til en imam af en hel nation). Indenfor shiisme har ordet dog erhvervet sig en speciel betydning:

• En guddommelig udnævnt person, som er ansvarlig for alle sekulære og religiøse affære af den islamiske nation.

Shia muslimer ser stillingen af en imam som en personlig udnævnelse af Gud. Inden Profeten Muhammad gik bort, videregav han informationer om de udnævnte. Denne udnævnelse var ikke bygget på profeten Muhammads personlig ønske, men et guddommeligt valg (nass).

Det bliver imamens ansvar at fortolke og værne om både religionen, loven (shari’ah) og guide samfundet i alle dets anliggender. Imamen er altså både repræsentanten af Gud (khalifatullah [Guds kalif]) og efterfølger af profeten Muhammad. Han skal være ufejlbarlig og besidde guddommelig viden af både de almenfattelige og esoteriske viden af Koranen. Tolver Shia (Ithna Ashari) som udgør den største gruppe af shia muslimer, anser at profeten Muhammad blev efterfulgt af tolv imamer. Disse er:

Dybest set er både sunni og shia muslimer enige med hinanden i naturen og funktionen af profeter. De to primære opgaver for en profet er 1) at åbenbare Guds lov til mennesket og 2) at guide menneskeheden mod Gud. Sunni muslimer mener at begge disse funktioner ophørte, da profeten Muhammad døde – hvor shia muslimer på den anden hånd, mener at lovgivning ophørte, men funktionen af at guide menneskeheden, vedligeholde og forklare den guddommelige lov forsatte igennem imamerne.

5. ‘Adl (Guds Retfærdighed)

I første øjekast kan det virke mærkeligt, at kun en af Guds attributter, Hans retfærdighed, er fremhævet som værende et fundamental princip af religionen. Men i et historie mæssigt aspekt giver dette klart mening. Shia muslimer fastholdte det synspunkt at enhver individ er ansvarlig for sine egne handlinger, og Gud ville senere dømme disse handlinger, i henhold til Hans retfærdighed. De fleste sunni muslimer adopteret et andet synspunkt (ash’ari), at Gud har skabt menneskets handlinger, så der er meget lidt plads til menneskets egen frivilje. Koranen næver i flere aspekter Guds retfærdighed:

“Gud gør ikke uret, ikke så meget som vægten af et støvgran. Hvis det er noget”.

_{Koranen al-Nisa [4:40]}

“Gud handler ikke uret mod menneskene;”

_{Koranen Junus [10:44]}

Denne debat danner rødder i om mennesket besidder prædestination (skæbne) og frivilje.