Islam

På arabisk betegner raj’a at vende ’tilbage’ eller ‘retur’. Indenfor shiitisk termonologi anvendes termen til betegnelse af den gruppe af muslimer som vil vende tilbage (til denne verden, før dommedagen) sammen med den skjulte Imam, Al-Mahdi. Beviser for jf. fremhæves primært ud fra fortolkninger (tafsir) af koranen og traditioner (hadith). I kapitlet ‘Myrerne’ (an-Naml) af koranen står følgende to vers – koranoversættelse af Ellen Wulff, vers [27:83, 87]:

I denne post vil der kastes blik på de fundamentale principper, som danner grundlag for ‘Tolver’ (Ithna Ashari) shia muslimers overbevisning. Både shia og sunni muslimer er enige om tre fundamentale principper i religionen:

• Tawhid (Guddommelig enhed / monoteisme),
• Nubuwwa (Troen på profeter) og
• Ma’ad (Genopståelse)

Shia muslimer har to yderligere principper:

• Imamah (Imamheden [Guddommelig lederskab])
• ‘Adl (Guds Retfærdighed)

1. Tawhid (Guddommelig enhed)

Dette er den første halvdel af trosbekendelsen (shahada) som lyder: ‘Der er ingen gud undtagen Allah’ (la ilaha ila Allah). Koranen siger at realiteten af Gud er en selvindlysende faktum – en påstand som ikke behøver beviser. Usikkerhed og uklarhed omhandlende dette spørgsmål burde ikke træde ind i sindet, da det er indlysende:

“Kan der herske nogen tvivl om Gud, om himlenes og jordens skaber?”.

_{Koranen Ibrahim [14:10]}

Over de sidste århunderede har sunni muslimer anklaget shia muslimer for at krænke dette fundamentale doktrin, ved at ophøje positionen af Imamerne og ærefrygte dem til et punkt tilsvarende Gud. Selvfølgelig benægter shia muslimer denne anklage ved at fremføre beviser for, at det er en ekstremistisk afgrening (ghulat) af traditionel Tolver Shiisme som har denne overbevisning. Faktisk opretholder shia muslimer en højere grad af tawhid, end generel sunni teologer (ash’ari). Synspunktet holdt af sunni teologer, er at Koran er ikke-skabt, evige Ord af Gud – dette opsætter to evige enheder (Gud og Koranen) som anses som polyteisme. Her anser shia muslimer at Koranen er blevet skabt af Gud.

Et andet aspekt der gør sig gældende er, at shia muslimer ikke tror på, at Gud har fysiske former. De vers i Koranen der omtaler jf., er metaforiske og skal ikke læses bogstaveligt. Koranen sig bl.a. til dette:

“Der findes intet som Ham.”.

_{Koranen al-Sjura [42:11]}

“Ingen er Hans lige.”

_{Koranen al-Ikhlas [112:4]}

Dette har ofte først til debat omkring graden af tawhid. Her studeres der bl.a. enhed af skaberen (dhat), enhed af egenskaber, enhed af skabelsen (khaliqiyya), enhed af herredømme og enhed af tilbedelse.

2. Nubuwwa (Troen på profeter)

Alle profeter er et mellemled mellem Gud og mennesket. Missionen af enhver profet er at bringe Guds åbenbaring i dets rene form til menneskeheden. Denne åbenbaring er Guds ord, i form af lære, lovgivning og guide til menneskeheden. Ydermere leder profeterne også mennesket og er den bedste fortolker af Guds ord. For at profeten kan udføre sin mission korrekt, har Gud fjernet synder fra ham og gjort ham ufejlbarlig – dette gør således profeten til den bedste forbillede iblandt menneskeheden. Igennem tiderne har Gud sendt mange profeter til menneskeheden i forskellige dele af verdenen. I henhold til traditionerne (hadith) er der sammenlagt 124.000 profeter. En delmængde af disse profeter, tiltales oftest som ulu al-azm, profeterne som er skænket standhaftighed. Disse er de profeter der har bragt en ny bog/ny religiøs lov med dem – i Koranen bliver de tiltalt som rusul, apostel (af Gud). Disse profeter er:

• Noah, Abraham, Moses, Jesus og Muhammad.

Disse anses ikke som profeter sendt kun til et begrænset område – men profeter (af Gud) med budskaber til hele verdenen.

3. Ma’ad (Genopståelse)

Alle guddommelige åbenbarede religioner er i harmoni med troen på det herefter. Alle profeterne har bekræftet, at der er liv efter døden og tilbagevendelsen til Gud. I Koranen er der talrige vers omkring dagen for opstandelse / genoplivelse (qiyamah) og dommedag. Det ses som en logisk nødvendighed af guddommelig retfærdighed, da det kun med genoplivelsen, at en person fuldt ud kan modtage sin belønning og straf.

4. Imamah (Imamheden [Guddommelig lederskab])

Shia muslimer har troen på Imamheden som værende en forsættelse af troen på profeter. Ordet imam har en generel betydning på arabisk, ‘leder’, uden hensyn til personens personlighed og omfang af lederskab (kan varrigere ligefra en imam af en moskeen, til en imam af en hel nation). Indenfor shiisme har ordet dog erhvervet sig en speciel betydning:

• En guddommelig udnævnt person, som er ansvarlig for alle sekulære og religiøse affære af den islamiske nation.

Shia muslimer ser stillingen af en imam som en personlig udnævnelse af Gud. Inden Profeten Muhammad gik bort, videregav han informationer om de udnævnte. Denne udnævnelse var ikke bygget på profeten Muhammads personlig ønske, men et guddommeligt valg (nass).

Det bliver imamens ansvar at fortolke og værne om både religionen, loven (shari’ah) og guide samfundet i alle dets anliggender. Imamen er altså både repræsentanten af Gud (khalifatullah [Guds kalif]) og efterfølger af profeten Muhammad. Han skal være ufejlbarlig og besidde guddommelig viden af både de almenfattelige og esoteriske viden af Koranen. Tolver Shia (Ithna Ashari) som udgør den største gruppe af shia muslimer, anser at profeten Muhammad blev efterfulgt af tolv imamer. Disse er:

Dybest set er både sunni og shia muslimer enige med hinanden i naturen og funktionen af profeter. De to primære opgaver for en profet er 1) at åbenbare Guds lov til mennesket og 2) at guide menneskeheden mod Gud. Sunni muslimer mener at begge disse funktioner ophørte, da profeten Muhammad døde – hvor shia muslimer på den anden hånd, mener at lovgivning ophørte, men funktionen af at guide menneskeheden, vedligeholde og forklare den guddommelige lov forsatte igennem imamerne.

5. ‘Adl (Guds Retfærdighed)

I første øjekast kan det virke mærkeligt, at kun en af Guds attributter, Hans retfærdighed, er fremhævet som værende et fundamental princip af religionen. Men i et historie mæssigt aspekt giver dette klart mening. Shia muslimer fastholdte det synspunkt at enhver individ er ansvarlig for sine egne handlinger, og Gud ville senere dømme disse handlinger, i henhold til Hans retfærdighed. De fleste sunni muslimer adopteret et andet synspunkt (ash’ari), at Gud har skabt menneskets handlinger, så der er meget lidt plads til menneskets egen frivilje. Koranen næver i flere aspekter Guds retfærdighed:

“Gud gør ikke uret, ikke så meget som vægten af et støvgran. Hvis det er noget”.

_{Koranen al-Nisa [4:40]}

“Gud handler ikke uret mod menneskene;”

_{Koranen Junus [10:44]}

Denne debat danner rødder i om mennesket besidder prædestination (skæbne) og frivilje.