Passionsspil (matam)
IslamDK Blogger | 12. januar 2010Passionsspil (matam) betegner en fremstilling af fremtrædende religiøse skikkelsers lidelseshistorie. Opførelsen af passionsspil henlægges til religiøse sørgedage, hvor ritualerne fokuserer på lidelseshistorien. Indenfor shiisme er passionsspil tæt knyttet med hændelsesforløbet omkring drabet af profetens barnebarn, shiiternes tredje Imam, Husayn b. Ali. Hvert år omkring årsdagen for hændelsen sørges over denne begivenhed ved at deltage i passionsspil, der bliver opført i moskeer, centre og forsamlingshuse (hussainia). I lande med en større majoritet af shia muslimer anses bl.a. Husayns martyrdom som en hellig sørgedag, hvor det at sørge også kommer til udtryk i det offentlige rum ved bl.a. opførelse af passionsdrama (taziya). I lande med en minoritet af shiiter foregår disse optog oftest i større byer, med en eller flere optog.
I disse optog og forsamlinger samles generelt en større gruppe af mandelige deltagere og slår sig selv på brystet (sine-zani). Dette gøres som en udstilling af deres hengivenhed til de fremtrædende religiøse skikkelser. I visse shiitiske samfund i nuværende Bahrain, Irak, Libanon og Pakistan integreres passionsspilet med skarpe jerngenstande, der slår mod overkroppen. Der er dog en hektisk debat blandt retslærde om denne praksis egentlig er tilladt. Visse retslærde mener dette er tilladt, hvor andre har forbudt det midlertidigt og nogle helt tredje, som har forbudt det permanent – den generelle opfattelse om denne type af blodig passionsspil er dog kontroversiel, både blandt de retslærde og den almene shia muslim.
Inden vi kaster et blik på hhv. de forskellige kategorier, som passionspil kan opdeles i, og hvad de forskellige lærdes holdning er til jf., vil jeg fremhæve en række religiøse grundlag, der gør sig gældende for passionsspil.
Religiøs grundlag
Der fremhæves en række historiemæssige begivenheder og traditioner (hadith) for tilladelsen af passionsspil. Jeg vil her kun fremhæve et udpluk af disse:
Sandelig eksisterer der i hjerterne af de troende (mu’mineen) – med respekt til martyrdommen af Husayn – en gløde der aldrig slukkes.
En ligende tradition af profeten Muhammad ligger vægt på at sørge over hans barnebarn Husayn:
O Fatima! Ethvert øje skal ligge i gråd på dommedagen, undtagen de øjne som har fældet en tåre over tragedien af Husayn, for sandelig; de øjne skal (være) smilende og blive bragt den glædelig nyhed om dusøren og bekvemmeligheder af paradis.
Husayns søn har senere hen berettet:
Ethvert troende (mu’min) hvis øje fæller en tåre over Husayn og hans ledesagere – således at tåren triller ned af kinderne – Gud vil opløfte ham til de højere lag af paradiset.
En velanset beretning af Husayns far, Ali b. Abi Talib fortæller:
(Engang da han passeret området Karbala) satte Jesus (Isa) sig ned og faldt i gråd. Hans disciple som observerede ham, fulgte trop og begyndte også at græde; men uden forståelse for denne handling spurgte de ham: “O Guds sjæl! Hvad er det, der får dig til at græde?” Jesus svarede: “Ved i hvad land dette er?”. Disciplene svarede: “Nej”. Han sagde derefter: “Dette land er hvor en søn af profeten Adam vil blive dræbt”.
Idet vi ved, at profeten Muhammad stammer fra profeten Adam og ingen mandelig efterkommer havde, og at han samtidig ofte kaldte sine to børnebørn Hasan og Husayn for sine tø sønner, relaterer denne begivenhed til sidstenævnte.
En anden islamisk kilde, der fremhæves for gyldigheden af passionsspil er, at profeten Muhammad har i flere forskellige relationer set folk sørge over et familiemedlem, leder af klanen etc., enten ved gråd eller ved at slå sig selv på låret eller brystet, hvorefter han intet har sagt eller gjort. Idet det var indenfor profeten Muhammads synfelt og hørelse, antages det at handlingen er tilladt.
Det kontroversielle syn, der opstår nu blandt de retslærde, er i hvor stor en grad passionsspil er tilladt.
Former af passionsspil
Groft set kan passionsspil opdeles i tre kategorier:
| Former | Beskrivelse |
|---|---|
| Sine-zani | Slår sig selv på brystet. Ordet er af persisk oprindelse, hvor sine betegner ‘bryst’ og zani betegner at ’slå’ og således ’slå sig på brystet’. |
| Zangir-zani | Slår sig selv med svøber af jernringe (kæder). Zangir er den persiske betegnelse for ‘kæde’. |
| Qama-zani | Slår sig selv med et sabel eller sværd. Qama betegner ’sabel’. Handlingen er også kendt som tage-zani på persisk, hvor det på arabisk bl.a. tiltales under fanen hayder eller tatbir. |
Alle retslærde er enige om at sine-zani er tilladt, da dette er, hvad bl.a. profeten Muhammad har berettet. Vedrørende zangir-zani er det en gråzone, idet retslærde tillader det, men samtidig opretholder, at denne tilladelse bygger på, at ingen skade må ske på kroppens organerne eller, at der påføres permanente skader på kroppen. Forskelligheden blandt de retslærde er primært på området som omhandler blodig passionsspil, her er bl.a. qama-zani inkluderet:
- Den ene fløj har tilladt det komplet med samme restriktioner der er gældende for zangir-zani.
- Den anden fløj har forbudt det komplet.
- Mellem begge fløjene er der nogle retslærde, der har forbudt det midlertidligt.
Grunden til denne forskellighed mellem de retslærde skyldes følgende: indenfor religionen islam kan de retslærde forbyde specifikke handlinger, som kan skade religionen islams billede udadtil. Eftersom der i det 21. århunderede ses negativ på handlinger som qama-zani, er der visse retslærde, der har forbudt det helt eller midlertidigt. Sidstenævnte er bl.a. tilfældet i nuværende Iran, hvor den øverste religiøse leder har forbudt det midlertidigt.
Hele denne affære er en skønssag, idet religionen også prædiker om at praktisere religionen, selvom andre kan finde dette modstridende med deres kultur. Shia muslimer læner sig således op af det selvstændige ræsonnement (ijtihad) de enkelte retslærde har udledt og følger således denne i deres religiøse overbevisning.
