Islam

Et nyt islam leksikon er kommet på gaden i Danmark, Gads Leksikon om Islam. Desværre er denne fyldt med større og mindre fejl, hvor en af de helt store omhandler profetens barnebarn Hasan. Der findes flere fejl i hele anslaget om Hasan, men i dette indlæg vil jeg kun kigge på den største af dem – nemlig antallet af koner, der påstås at Hasan havde.

Det er det andet afsnit om al-Hasan ibn ‘Ali i leksikonet, der får mig til studse over dette anslag:

al-Hasan ibn ‘Ali, (ca. 625-ca. 669) shi’a-islams anden imam, søn af ‘Ali ibn Abi Talib og profeten Muhammads datter Fatima. Sammen med broderen al-Husayn og sine forældre er han en del af ahl al-bayt ‘Husets familie’, dvs. profeten Muhammads hus og familie. Efter sin fars død i 661 blev Hasan udråbt til åndeligt og politisk overhoved (kalif) af muslimerne i det nuværende Irak og Iran (al-’Iraq), et hverv, han dog hurtigt gav afkald på til fordel for sin fars gamle arvefjende Mu’awiya.
Hasan var tilsyneladende en fredselskende mand, som interesserede sig mere for kvinder – iflg. islamisk tradition giftede han sig mere end 100 gange, og havde 300 konkubiner – end for politik. Så talrige var hans giftemål og skilsmisser, at det gav ham øgenavnet al-mitlaq ‘de, som skiller sig’, og skaffede hans far mange fjender. Hasan døde i Medina, muligvis af tuberkulose. Shiitisk tradition foretrækker dog at dramatisere hans død som en giftmord for Muawiyas hånd, og evner således at portrættere Hasan som offer og martyr (shahid) for den retfærdige, shia-muslimske sag.

Af: Jean Butler (JB), phd, cand.mag i arabisk. Forkser, underviser og holder foredrag i islamiske historiske, teologiske og etiske emner.

Ingen islamkyndig person ville udtrykke sådan en påstand uden at bakke den op med en eller flere traditioner (hadith) og fremhæve en gyldig kæde af berettere for traditionen (isnad). Det er vigtigt at understrege, at bare fordi der findes en tradition er den pr. automatik ikke gyldig. Så kunne enhver sætte sig ned og tilskrive profeten og hans slægt en attribut og påstår, at det han ytre er sandt! Den måde hvorpå de sande og falske traditioner afskilles fra hinanden, er ved at kigge på kæden af berettere og fastslå om disse overhovedet fandtes (ergo kan dateres tilbage til profeten og hans fæller) og om denne kæde af personer (berettere) er sandfærdige i deres natur.

I leksikonet er der ingen referencer til yderligere materiale eller kilder hvorpå materialet er udarbejdet fra. Det seneste jeg kunne finde om profetens barnebarn og hans mange koner er fra den franske historiker Henri Lammens i ‘Encyclopaedia of Islam’:

“He (Imam Hasan) spent the best part of his youth in making and unmaking marriages; about a hundred are enumerated. These easy morals earned him the title mitlak ‘the divorcer’ and involved `Ali in severe enmities.”

Det første man falder over her, er den direkte kopiering af hvad der står i den engelske encyklopædi om islam og den præcis ordlyd i den nye danske leksikon om islam. Selve kopieringen kan de måske have fået tilladelse til (eller ej), det er af mindre betydning – det er mere om de nu også har undersøgt om den påstand de har ‘lånt’ er korrekt? Inden vi kaster et blik på, hvad denne påstand bygger på, kan vi passende give en kort beskrivelse af den “originale” forfatter af anslaget. Udover at Henri Lammens var fransk historiker, var han en del af jesuiterordenen og orientalist.

Han er blevet kritiseret kraftigt for hans skæve skildring af mange spørgsmål mhp. religionen islam, men alligevel anses han som en indflydelsesrig historiker blandt vestlige religion-eksperter og -historikere. Hans kronologiske beskrivelse af Muhammads biografi (sira) bygger på nyt grundlag som ikke kan dateres tilbage til religionen islam, og mange (som ikke har den samme dagsorden med at repræsentere islam som en helhed) har valgt at citere deres materiale herfra.

I den velkendte Library Journal skriver der følgende om Henri Lammens:

“En, der havde en hellig foragt mod islam”.

Henri Lammens har selv refereret til koran som:

“Koranen er en uendelig sløset [lurvet] tekst”.

Det skal heller ikke gå ubemærket, at han også havde en hetz mod shiiter og deres afstamning. I bl.a. hans bog “Fatima og døtrene af Muhammad”, påstår han, at Fatima ikke var profeten Muhammads yndlings datter – og – at profeten ikke selv havde nogen hensigt med at sine efterfølgere skulle komme af dens slægt. Her konkluderer han også at Husets Folk (ahlul bayt) eksklusivt bestod af profetens koner og ikke igennem blodrelation. Denne sidste påstand er i så modstrid med, hvad leksikonet og standard islamisk litteratur konkluderer – nemlig at Muhammad, Ali, Fatima, Hasan og Husayn udgør Husets Folk (ahlul bayt).

En person med så farvet et syn på religionen islam burde ikke kunne danne grundlag for yderligere research – alligevel formår leksikonet at tage hans syn i betragtning fremfor mainstream opfattelsen blandt de fem ortodokse retsskoler.

Anslaget som er under diskussion fylder små tusind ord. Disse tusind ord skal være med til at opsummere hvem og hvad al-Hasan var, hans bedrifter og hvad der er karaktestisk ved ham etc. Her har leksikonet valgt at bruge små en tredjedel af alle disse ord til at beskrive en falske påstand, ud af alle de bedrifter al-Hasan fortog i sin levetid. Eftersom et leksikon skal være informativ, objektiv og have en neutral tilgang til emnet – kan jeg ikke finde værdig grundlag for, hvorfor de har inkluderet denne usikker og falske påstand, udover at skulle tilskrive navnet al-Hasan, profetens barnebarn en negativ klang. Måske har forfatteren bag dette anslag et andet syn på emnet, og det skal de have ret til at uddybe – så jeg vil fremside dette indlæg til både forlaget og JF som har stået for dette anslag.

For de af jer der er interesseret i mere gennemgående debat om hvad der står i de islamiske tradition-samlingerne om denne begivenheden og læse om gyldigheden af traditionerne som tilskrives denne attribut til al-Hasan kan følgende online materiale tilgås: I bogen ‘The Life of Imam al-Hasan al-Mujtaba’ på små ottehundrede sider (som er tilegnet til at beskrive denne ene personlighed alene), der findes et kapitel omhandlende al-Hasans koner og børn, hvor der er et afsnit med titlen Lammens løgne (Lamens’s Lies). Her gennemgås jf. påstand og de traditioner han bygger sit argument på – en diskussion er givet for og imod. I artiklen Imam Hasan ‘The Myth of his Divorces’ findes en kortere gennemgang af samme begivenhed, men med en lidt anderledes tilgang.

Note – hvis svar modtages fra forlaget eller forfatteren af anslaget, vil det selvfølgelig blive sat ind her.