Islam

Et nyt islam leksikon er kommet på gaden i Danmark, Gads Leksikon om Islam. Desværre er denne fyldt med større og mindre fejl, hvor en af de helt store omhandler profetens barnebarn Hasan. Der findes flere fejl i hele anslaget om Hasan, men i dette indlæg vil jeg kun kigge på den største af dem – nemlig antallet af koner, der påstås at Hasan havde.

Det er det andet afsnit om al-Hasan ibn ‘Ali i leksikonet, der får mig til studse over dette anslag:

al-Hasan ibn ‘Ali, (ca. 625-ca. 669) shi’a-islams anden imam, søn af ‘Ali ibn Abi Talib og profeten Muhammads datter Fatima. Sammen med broderen al-Husayn og sine forældre er han en del af ahl al-bayt ‘Husets familie’, dvs. profeten Muhammads hus og familie. Efter sin fars død i 661 blev Hasan udråbt til åndeligt og politisk overhoved (kalif) af muslimerne i det nuværende Irak og Iran (al-’Iraq), et hverv, han dog hurtigt gav afkald på til fordel for sin fars gamle arvefjende Mu’awiya.
Hasan var tilsyneladende en fredselskende mand, som interesserede sig mere for kvinder – iflg. islamisk tradition giftede han sig mere end 100 gange, og havde 300 konkubiner – end for politik. Så talrige var hans giftemål og skilsmisser, at det gav ham øgenavnet al-mitlaq ‘de, som skiller sig’, og skaffede hans far mange fjender. Hasan døde i Medina, muligvis af tuberkulose. Shiitisk tradition foretrækker dog at dramatisere hans død som en giftmord for Muawiyas hånd, og evner således at portrættere Hasan som offer og martyr (shahid) for den retfærdige, shia-muslimske sag.

Af: Jean Butler (JB), phd, cand.mag i arabisk. Forkser, underviser og holder foredrag i islamiske historiske, teologiske og etiske emner.

Ingen islamkyndig person ville udtrykke sådan en påstand uden at bakke den op med en eller flere traditioner (hadith) og fremhæve en gyldig kæde af berettere for traditionen (isnad). Det er vigtigt at understrege, at bare fordi der findes en tradition er den pr. automatik ikke gyldig. Så kunne enhver sætte sig ned og tilskrive profeten og hans slægt en attribut og påstår, at det han ytre er sandt! Den måde hvorpå de sande og falske traditioner afskilles fra hinanden, er ved at kigge på kæden af berettere og fastslå om disse overhovedet fandtes (ergo kan dateres tilbage til profeten og hans fæller) og om denne kæde af personer (berettere) er sandfærdige i deres natur.

I leksikonet er der ingen referencer til yderligere materiale eller kilder hvorpå materialet er udarbejdet fra. Det seneste jeg kunne finde om profetens barnebarn og hans mange koner er fra den franske historiker Henri Lammens i ‘Encyclopaedia of Islam’:

“He (Imam Hasan) spent the best part of his youth in making and unmaking marriages; about a hundred are enumerated. These easy morals earned him the title mitlak ‘the divorcer’ and involved `Ali in severe enmities.”

Det første man falder over her, er den direkte kopiering af hvad der står i den engelske encyklopædi om islam og den præcis ordlyd i den nye danske leksikon om islam. Selve kopieringen kan de måske have fået tilladelse til (eller ej), det er af mindre betydning – det er mere om de nu også har undersøgt om den påstand de har ‘lånt’ er korrekt? Inden vi kaster et blik på, hvad denne påstand bygger på, kan vi passende give en kort beskrivelse af den “originale” forfatter af anslaget. Udover at Henri Lammens var fransk historiker, var han en del af jesuiterordenen og orientalist.

Han er blevet kritiseret kraftigt for hans skæve skildring af mange spørgsmål mhp. religionen islam, men alligevel anses han som en indflydelsesrig historiker blandt vestlige religion-eksperter og -historikere. Hans kronologiske beskrivelse af Muhammads biografi (sira) bygger på nyt grundlag som ikke kan dateres tilbage til religionen islam, og mange (som ikke har den samme dagsorden med at repræsentere islam som en helhed) har valgt at citere deres materiale herfra.

I den velkendte Library Journal skriver der følgende om Henri Lammens:

“En, der havde en hellig foragt mod islam”.

Henri Lammens har selv refereret til koran som:

“Koranen er en uendelig sløset [lurvet] tekst”.

Det skal heller ikke gå ubemærket, at han også havde en hetz mod shiiter og deres afstamning. I bl.a. hans bog “Fatima og døtrene af Muhammad”, påstår han, at Fatima ikke var profeten Muhammads yndlings datter – og – at profeten ikke selv havde nogen hensigt med at sine efterfølgere skulle komme af dens slægt. Her konkluderer han også at Husets Folk (ahlul bayt) eksklusivt bestod af profetens koner og ikke igennem blodrelation. Denne sidste påstand er i så modstrid med, hvad leksikonet og standard islamisk litteratur konkluderer – nemlig at Muhammad, Ali, Fatima, Hasan og Husayn udgør Husets Folk (ahlul bayt).

En person med så farvet et syn på religionen islam burde ikke kunne danne grundlag for yderligere research – alligevel formår leksikonet at tage hans syn i betragtning fremfor mainstream opfattelsen blandt de fem ortodokse retsskoler.

Anslaget som er under diskussion fylder små tusind ord. Disse tusind ord skal være med til at opsummere hvem og hvad al-Hasan var, hans bedrifter og hvad der er karaktestisk ved ham etc. Her har leksikonet valgt at bruge små en tredjedel af alle disse ord til at beskrive en falske påstand, ud af alle de bedrifter al-Hasan fortog i sin levetid. Eftersom et leksikon skal være informativ, objektiv og have en neutral tilgang til emnet – kan jeg ikke finde værdig grundlag for, hvorfor de har inkluderet denne usikker og falske påstand, udover at skulle tilskrive navnet al-Hasan, profetens barnebarn en negativ klang. Måske har forfatteren bag dette anslag et andet syn på emnet, og det skal de have ret til at uddybe – så jeg vil fremside dette indlæg til både forlaget og JF som har stået for dette anslag.

For de af jer der er interesseret i mere gennemgående debat om hvad der står i de islamiske tradition-samlingerne om denne begivenheden og læse om gyldigheden af traditionerne som tilskrives denne attribut til al-Hasan kan følgende online materiale tilgås: I bogen ‘The Life of Imam al-Hasan al-Mujtaba’ på små ottehundrede sider (som er tilegnet til at beskrive denne ene personlighed alene), der findes et kapitel omhandlende al-Hasans koner og børn, hvor der er et afsnit med titlen Lammens løgne (Lamens’s Lies). Her gennemgås jf. påstand og de traditioner han bygger sit argument på – en diskussion er givet for og imod. I artiklen Imam Hasan ‘The Myth of his Divorces’ findes en kortere gennemgang af samme begivenhed, men med en lidt anderledes tilgang.

Note – hvis svar modtages fra forlaget eller forfatteren af anslaget, vil det selvfølgelig blive sat ind her.

Eid al-fitr er den muslimske helligdag, der markerer afslutningen på fastemåneden Ramadan. Ordet eid betegner ‘festlighed’ og fitr betegner ‘at bryde fasten’ og således symboliserer begrebet slutningen på fasteperioden. Eid-festen kaldes også eid al-saghir ‘Den Lille Fest’ i modsætning til eid al-adha ‘Den Store Fest’, som finder sted i den sidste måned af den islamiske kalender (også kendt som Offerfesten).

Eid-festen, som løber over tre dage, indvarsles ved nymåne, hvor den nye måned begynder i henhold til den islamiske kalender. Det er estimeret at eid al-fitr falder på enten tirsdag d. 30 september eller onsdag d. 2 oktober 2008. Idet måneden først erklæres ved observation af nymåne, kan dagen ikke fastslås før nymånen er set med det blotte øje. Det er gængs skik, at man i disse festdage hilser med frasen eid mubarak ‘velsignet eid’ eller eid sa’id ‘glædelig eid’. Ved eid-festen er der nogle praktiske, sociale og religiøse ritualler, som muslimer over hele verdenen fejre:

Sociale & Praktiske

I forskellige islamiske lande har man udviklet forskellige traditioner af hvordan eid-festen fejres – der findes dog en vis rød tråd og fællestræk som gør sig gældene for størstedelen af muslimer.

Fællesspisning

Familier inviterer hinanden på besøg og holder en festmiddag som oftest er prydet af forskellige retter. Denne starter blandt nogle fra fælles morgenmad, hvorefter man tager til fællesbøn sammen og slutter dagen med fællesspisning.

Sammenkomst

Det er skik at besøge de ældre,familie og venner – og alle samles under et tag. I visse kulturer samles familien altid hos den ældste repræsentant af familien af respekt for den pågældende.

Gaver

Det er skik, at de ældre i familien giver pengegave eller gaver til de yngre i familien, hvorefter de tager dem ud til centre, torve, markeder etc. Her har de yngre mulighed for at spendere deres penge. Beløbet og gaver variere i størrelse alt afhængig af familien.

Religiøse

Der findes både obligatoriske og tilrådet religiøse handlinger som er tilknyttet eid-festen – alle handlinger har det fælles træk, at handlingen skal fortages med den rigtige hensigt (niyyah).

Takbir

Når muslimer afslutter deres fasten på den sidste dag af fastemåneden (den 29. eller 30. Ramadan), er det tilrådet at fremsige følgende takbir:

Ligeledes er det tilrådet at fremsige jf. takbir efter morgenbønnen på eid-dagen, såvel som efter eid-bønnen.

Zakat al-fitra

En religiøs afgift (zakat al-fitra) skal betales på eid-festen. Inden selve eid-dagen skal denne være sat til side. Oftest er dette summen af penge tilsvarende tre kilo ris, mel eller dadler – altså små 45-70 danske kroner (alt afhængig af markedsprisen). Udover den faste afgift er det normalt, at man også giver almisse til de trængende.

Fællesbøn

En tilrådet fællesbøn, der adskiller sig fra de daglige obligatoriske tidebønner og fredagsbønnen – både med hensyn til tidspunkt og struktur. Her er et sæt af regler som karakterisere denne fællesbøn:

• Fællesbøn eller eid-bønnen finder sted efter solopgang og inden middag (dhuhr).
• Selve bønnen består af to sæt (rak’ah), hvoraf det er tilrådet at fremsige begge sæt højt.
• Tilrådet at læse fællesbøn lige efter at have spist morgenmad.
• Tilrådet at starte morgenmaden med en dadel.
• Tilrådet at fællesbønnen holdes på åbne steder og ikke i moskeer og andre forsamlingssteder.
• I modsætning til ovenstående; er det altså direkte frarådet at holde denne i et lukket steder, bygninger etc.

Billedeserie af en moske i København, Imam Ali Moskeen.

Officielle navn: Imam Ali Islamic Centre (Foreningen Ahlul-Bait i Danmark)
Adresse: Vibevej 25-27, 2400 København NV (København)
Formand: S.M.M. Khademi

Som de fleste andre dage i denne hellige måned, holder jeg mig selv så sent op som muligt – og derefter går i seng med fuld mave – det hjælper ikke på søvnen, men giver mig lidt ekstra kræfter til den kommende dag. Denne dag var ikke så meget anderledes end de forrige dage, udover dagens særlige præ. I dag var nemlig dagen hvor de troendes fyrst, Ali ibn Abi Talib gik bort. I hjemmet var der stilhed af sorg som på den ene hånd kom til fuld udtryk, men på den anden hånd alligevel ikke. Planen var klar, senere på aften skulle familien og jeg i moskeen. Dette fandt sted lidt inden vi kunne se skummering af solen på himlen, for derved kunne vi deltage til tidebønnen og efterfølgende åbne vores fasten i fællesskab med vores muslimske brødre og søstre. Jeg havde været opmærksom på at lave abdesten hjemmefra, så jeg ikke var nødsaget til at foretage den i vaskelokalerne der.
Ved ankomst gik jeg direkte ind i moskeen og sendte en hilsen ud til alle og derefter kastede et hurtigt blik rundt for at se om der var nogle bekendte, jeg kunne læse min bøn ved siden af. Får øje på en af mine kammerater; stopper min søgen og sætter mig ved siden af ham. Han opfordre os til at sætte os på første række – så når tidebønnen træder i kraft – vil vi danne første række i fællesbønnen. Jeg kunne ikke se nogen skade i at gøre som han foreslog, så vi satte der han ville. Inden længe kaldte en yngre dreng til bøn hvorefter lederen af bønnen fremsagde liturgien inden påbegyndelsen af selve tidebønnen. Idet imamen af bønnen nu udråber ’stå op til bøn, stå op til bøn’ – falder der en stilhed igennem lokalet blandt mændene – mindre støj kan dog stadig høres fra kvindernes lokale, men trinvis bliver denne også mindre. Imamen udråber nu ‘Gud er størst’, som bliver efterfulgt af alle der deltog til bønnen – med den hensigt at nærme os vores skaber gennem den obligatoriske bøn. Nu kan jeg kun høre fodtrin og latteren af små børn, der løber rundt og leger mellem os bedende. Bønnen forløber som normalt og efter denne begynder folk at søge inde i de bagvedliggende lokaler for at deltage til fællesspisningen. Jeg sidder stadig på huk ved siden af min kammerat, som er påbegyndt visse tilrådet bønner. Da jeg af ren høflighed ikke vil stå op før ham, bliver jeg siddende og ihukommer min Herre indtil han er færdig. Da vi endelig rejser os op, er bedelokalet så småt tomt – og vi bevæger os også mod de bagvedliggende lokaler for at bryde fasten. Denne plan falder dog hurtigt til jords, da vi kan se den kompakthed af mennesker som har fyldt disse lokaler. Jeg stiller mig på gangen i håbet om at kunne snuppe en bakke mad, mens de går rundt og deler ud fra de mange sølvfade. Endnu engang falder min plan til jorden, idet en herre stille sig op og råber, at vi skal gå inde i spiselokalerne og stoppe med at blokkere gangen. Jeg tiltaler ham høfligt og siger, at vi ville med glæde gå derind hvis der var plads. Da jeg ser det er håbløst at snakke herren til fornuft, træder jeg ind i moskeen igen. Inden længe bliver jeg efterfulgt af de andre der stod på gangen og andre tilkommer. Vi sætter os herefter i moskeen og danner række og afventer, at de også kommer med mad til os. Kort tid efter bliver maden serveret og spist helt op til det sidste riskorn. Da folk endelig har fået spist og sludret færdig, samles de i moskeen igen for nu skulle arrangementet til at begynde.

Moskeen havde fået en højtstående retslærd fra Mellemøsten som gæst, og denne herre ville således holde talen senere på aftenen. På grund af ham alene havde størstedelen af folket kommet i moskeen her til aften. Inden selve talen er det skik, at der læses op fra den hellige bog – dette sker oftest ved at en eller flere træder op på podiet og reciterer højt fra koranen. Denne gang var anderledes da jeg kunne se en ung dreng på en alder af ca. ti år sidde på podiet. Hans far sad ved siden af ham og hviskede støttende ord i øret på ham – kunne høre det, eftersom jeg havde sat mig helt oppe foran. Efter kort tid begynder han at læse koran, hvorefter voksende mænd og kvinders hjerter gik i blød over denne unge drengs smukke stemme og recitation. Han formåede ikke at kigge ud på publikumet, under hele hans recitation, nok pga. hans nervøsitet – men sandelig kunne han høre vores hyldest. Kort tid efter går han ned fra podiet, hvor han bliver efterfulgt af sin storbror – som ikke kan være meget ældre end sytten år. Nu er det hans tur til at recitere, og endnu engang sidder vi som publikum og lytter med angst af spænding og udråber vores hyldest, når han holder pauser mellem versene. Da han er færdig bliver det deres mesters tur; nemlig faderen selv. Da han sætter sig i talerstolen for at recitere, falder en dyb stilhed blandt de deltagende. Alle der sad og småsnakkede i krogene vender nu deres blik mod podiet. Hans hyldest fra os var endnu højere, end den hans to sønner modtog. Der er nu godt varmet op til taleren som kom gående ind med hans stok. En gammel herre, som havde oplevet sin del af livet. Han sætter sig nu op og begynder sin tale som både vil omhandle denne hellige måned og den troendes fyrst, Ali ibn Abi Talib. Visse taler keder mig, da de oftest er henvendt til en specifik målgruppe eller om generelle emner – disse er oftest til at forstå af den almene person, men for os der ønsker lidt udover det er de ret basis og ergo kedelige. De talere der formår at kunne ramme en bred gruppe af folk via deres tale er sandelig dem, hvis foredrag jeg gerne vil høre. Denne herre er en af de dygtige talere, selvom han engang imellem lufter anekdoter og små historier der i mine øre er supermands-historier – men for andre, heltehistorier som danner grundlag for beundring.

Da talen er færdig, træder lederen af moskeen frem, hvorefter han giver korte instruktioner om programmet for resten af aftenen. Allerede nu er klokken blevet mange og jeg kigger bekymrende på mit ur. Kort efter bliver lyset slukket hvorefter en flere timers lang hyldest påbegynder. Alle i moskeen tager en koran fra bogreolerne og vender sig nu væk fra podiet og istedet mod bederetningen. Herefter begynder lederen af moskeen at fremsige denne hyldest, hvor der forekommer korte passager som vi alle læser i fællesskab – dette foregår alt sammen mens vi holder koranen ovenpå hovedet. Hyldesten begynder med den sidste profet Muhammad og derefter bevæger sig videre til hans datter Fatima og hans fætter og svigersøn – fyrsten af de troende, Ali ibn Abi Talib. Herfra nævnes børnebørnene af profeten Hasan og Hussayn og forsætter helt indtil den Skjulte Imam, Al-Mahdi. Jo længere vi kommer ind i denne hyldest, jo flere tårer falder der – primært af de voksende mænd og kvinder. Kvinderne og få mænd græder højlydt, men kan se at mange mænd står og bider tårene i sig og dækker deres ansigter til så andre ikke ser tårerne trille. Da vi er ved at nå til vejs ende, stiller vi os alle sammen op i respekt for Al-Mahdi – stadig med koranen på hoved og sender vores sidste bønner. Alle tager nu koranen ned og enten krammer eller kysser denne – inden den bliver stillet tilbage på reolen. Lyset bliver tændt igen, og øjnene knibes sammen for derefter at gå rundt og lykkeønske hinandens bønner. Da programmet er afsluttet hører jeg, at den tidligere taler vil recitere endnu flere hyldester og bønner helt ud til midt på natten. Tiden er løbet fra mig og jeg må se at komme hjemad, selvom det nu lød en smule spændende. Finder hurtigt mine sko og lyner op og går ud. Ved indgangen til moskeen kommer en ambulance kørende, som stopper foran moskeen. Ambulancefolkene iler ind i moskeen med en båre og jeg tænker, gad vide hvad der er sket. Kort efter læser jeg en hurtig bøn for den pågældende og kører hjemad. Ved ankomsten hjem følte jeg en vis tomhed, en vis stilhed. Inden længe gik det op for mig at jeg savnede de troendes fyrst, min imam, Ali ibn Abi Talib. Sandelig har jeg ihukommet ham og hans kære på denne aftenen, aftenen til skæbnenatten laylat al-qadr.

Billedeserie af det nye islamiske center i København, Imam Sadiq center.

Officielle navn: Al-Sadek center
Adresse: Hejrevej 38 , 2400 København NV (København)

Information maler blind støtte til terrorister og deres stedfortrædere

Informations bragte den 6. september 2008 Reuter-telegrammet ‘Frygt for massakrer mod iranere i Irak’ som er baseret på latterligt overdrevne spekulationer, støtter internationalt anerkendte terrorister.

Læseren må undre sig over sammenligningen mellem en massakre, som blev begået af racistiske og fascistiske dræbere på Balkan i Srebrenica, og et tilfælde, hvor den irakiske regering håndhæver sin territoriale suverænitet ved tage kontrol over en lejr, som huser medlemmer af en terrororganisation. Kan det at tage kontrol over en lejr sidestilles med en massakre?

Vestens forskelligartede behandling af terrororganisationer har været et af de ironiske indslag i de senere år. Al-Qaeda er en terrororganisation, og således bliver ikke blot medlemmer, men også sympatisører hensynsløst indfanget til retsforfølgelse. Ledere og medlemmer af Folkets Mujahedin (MKO), der også er på listen over terrororganisationer i både EU og USA, opererer derimod frit i disse lande og modtager betydelig støtte – politisk, økonomisk og i medierne. Noten i Information, som angiveligt baserer sig på en gruppe forsvarsadvokaters udsagn, er et malende eksempel på denne blinde støtte til MKO-terroristerne og deres stedfortrædere.

Dobbeltstandarder

Det er helt tydeligt, at årsagen til den forskelligartede behandling af disse to terrororganisationer er den, at al-Qaeda har dræbt 3.000 amerikanere og en række britiske og spanske statsborgere, mens MKO dræbte 14.000 irakere, inden organisation tog Saddam Husseins parti og agerede som hans grusomme håndlangere i massakrer på irakiske shiamuslimer, kurdere og iranere.

Man behøver således ikke lede længe efter en god forklaring på disse dobbelte standarder. På trods af disse gruppers ringe popularitet i Iran og det landsomspændende had mod dem, har den iranske regering tilbudt alle medlemmer af disse grupper, som greb til våben mod nationen og aktivt samarbejdede og konspirerede med dens fjender for at skade dens interesser, fuld amnesti. Nogle af dem har taget imod tilbuddet og er vendt tilbage til deres familier og lever nu et normalt liv. Der er dog uomtvistelige beviser, som sætter nogle af disse i forbindelse med specifikke terrorhandlinger.

Hvis man ønsker retfærdighed for ofrene og for dem, der har overlevet MKO’s massakrer, kan intet retsindet menneske have noget imod udlevering af terrorister, som skal stilles til ansvar for deres forbrydelser.

Blind støtte til terrorister er en massakre på retfærdigheden, ikke et forsvar for menneskerettigheder.

Skrevet af: Mohammadreza Morshedzadeh er Irans ambassadør i Danmark (oversat af Mads Frese)

Tidlig morgen den 19. Ramadan 40 AH kom Ali ibn Abi Talib til moskeen i Kufa, et område med beliggenhed i nuværende Irak, for at læse sin morgenbøn. Normalt ville hans to sønner Hasan og Husayn ledsage ham til moskeen, og deltage i bønnen – af en besynderligt grund, bad Ali ibn Abi Talib begge sine sønner om at bliver hjemme denne dag. Ved ankomsten til moskeen, kaldte Ali ibn Abi Talib til bøn (adhan) og ledte derefter bønnen (imam).

Abd-al-Rahman ibn Muljam som udgav sig for at deltage i tidebønnen, stillede sig således op bag imam Ali ibn Abi Talib. Under selve bønritualet (i den anden knælen), rejste Abd-al-Rahman ibn Muljam sig op og slog imam Ali ibn Abi Talib på hovedet med en sabel, hvorpå han tidligere havde påført gift.

Idet udråber imam Ali ibn Abi Talib: “Jeg sværger ved Herren af Ka’baen; jeg har været succesrig!”

Overfaldsmanden flygter fra gerningsstedet, men bliver fanget inden længe. Med et reb om halsen klar til hængning, bliver han stillet overfor imamen. Da Ali ibn Abi Talib ser overfaldsmanden med rebet om halsen, der skære rundt omkring halsen på ham, glemmer han sin egen smerter – herefter beder Ali ibn Abi Talib, at manden får taget rebet af halsen og bliver behandlet med værdige maner. Da overfaldsmanden hører disse ord, falder han i gråd overfor imamen.

Et lille smil var til at se på imamens kinder; hvorefter han i en bleg stemme siger: “Det er for sent at angre nu, du har gjort din gerning. Var jeg da en dårlig imam eller en barsk leder?”

Imamen udtrykker nu, at ingen vanskeligheder skal overkomme hans overfaldsmand. Han skal ikke torturers inden sin dødsstraf – og denne skal fortages med et enkelt slag fra et sværd. Hans krop skal ikke skæres i flere dele, hans familie skal ikke unødvendige bliver holdt ansvarlige for hans handlinger og hans ejendom skal ikke blive konfiskeret. Dette afspejlede endnu engang Ali ibn Abi Talibs barmhjertighed – selv mod sin egen overfaldsmand.

Imamen bliver herefter båret hjem fra moskeen, hvor han lå sengelagt med sine smerter og sår. Her gav han sine to sønner de sidste råd og instruktioner om, hvor han ville blive begravet. Tre dage efter overfaldsmanden slog ham, går Ali ibn Abi Talib bort af følger fra slaget. Således, den 21. Ramadan 40 AH trækker Ali ibn Abi Talib sin sidste åndedræt. Han bliver herefter begravet i byen Najaf, en kort afstand fra det nærtliggende Kufa.

I disse dage af måneden Ramadan mindes vi imamen, Ali ibn Abi Talib, for hans martyrdom for sandfærdigheden i islam. I denne anledning deler jeg følgende digt om Ali ibn Abi Talib med jer læser:

Du, Mohammads fætter, du, Fatimas mand
Du, fader til to sønner, som sammenlignes med ingen kan

Du, vores øjesten, du, Mohammads valg
Du, kan hverken modsiges eller deles i halv

Din sandhed er med os, til evighed vil vi beskytte
Dit sværd på vores tunge, vil vi imod dine fjender benytte

Du var den første mand der troede på Mohammads budskab
Du var den valgte leder som ville fjerne al fjendskab

Du var den mand Profeten faldt i gråd over
“Du ya Ali vil blive martyret bagfra og i din bøn falde forover”

Din hånd blev strakt op i Ghadir Khum foran folket
Da Profeten døde blev du sat til side, glemt og dolket

Du er khaliffen der satte jord på Habibana Mohammad og tiede
Mens Sahaba kæmpede for afstemning og om hvem den første khalif de ville vide

Du er Imamen der er den stærkeste af alle
I dine bøn var du den svageste og i den hellige måned lod Allâh dig falde

Du ya Imam er vores 19. Ramadan
Uden dit fald var der ingen Islam

Vi er dine Shia og bærer dit sværd Thulfiqar med stolthed
Ingen kan frarøve os vores kærlighed til dig eller din Sandhed

Af: Mona Mostapha Al-Miraqi

I anledning af af Ramadan måned, invitere foreningen Salam til fællesspisning (iftar). Meget mere om dette kan læses her:

Mere info om jf. kan læses på den anbefalet hjemmeside salam.nu

Religionen islam opstiller to punkter som skal være gældende, for at rammerne for seksuelt tilfredsstilles er tilladt:

1. Forholdet er heteroseksuelt og
2. Begge parter indgå en gensidig aftale og indgår i en kontrakt om ’ægteskab’.

Til forskel for den generelle holdning blandt danskere (og andre vestlige samfund), så tillader islam ikke seksuelt samleje mellem to personer som ikke har indgået i ægteskab (eksempelvis kærestere, elskere, samboer osv.), ydermere et seksuelt forhold mellem to personer af samme køn (bøsser/lesbiske). Inden emnet uddybes nærmere, er det passende at kaste lys på danskernes generelle holdning til seksuelt forhold mellem to personer af sammen køn og deres ret til ægteskab, og hvad religionen kristendommen mener om alt dette.

Selvom kristendommen er den dominerede religionen i Danmark, hvor ca. 85 % af befolkningen er medlem af den danske folkekirke – er det dog et mindretal som er praktiserende kristne. I øjeblikket er der store diskussioner omkring, hvor kristendommen står i forhold til homoseksualitet og ægteskab mellem homoseksuelle.

Det er svært at give en generel holdning til homoseksualitet fra et kristen syn, da de forskellige retninger indenfor kristendom har et meget forskelligt synspunkt på jf. Selv indenfor de forskellige kirker er der stor meningsforskelle blandt de troende. Her er man bl.a. uenig om følgende:

• hvad Biblen siger om homoseksualitet,
• de homoseksuelles position og rettigheder i Kirken og
• hvad de homoseksuelle er og hvorfor/hvordan man bliver det.

På verdensplan har kristne kirker et negativt syn på homoseksualitet og betragter dette som en synd. En mindre delgruppe har en mildere fortolkning af dette og accepterer generelt homoerne i kirken så længe de prøver aktivt at bekæmpe deres kødelige lyster og ikke praktiserer deres homoseksualitet. I Danmark findes et endnu mere frisindet og accepteret fortolkning af emnet. Den primære begrundelse for at homoseksualitet ses som en synd er Guds direkte befaling.

Gamle Testamente

Der står bl.a. følgende i det Gamle Testamente:

”Du må ikke have samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde. Det er en vederstyggelighed.” – 3. Mosebog, kapitel 18, vers 22.

”Hvis en mand har samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde, har de begge to begået en vederstyggelighed. De skal lide døden. De har selv skylden for deres død.” – 3. Mosebog, kapitel 20, vers 13.

Nye Testamente

I det Nye Testamente kan følgende læses:

”Derfor prisgav Gud dem til vanærende lidenskaber: Deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige, og ligeså opgav mændene den naturlige omgang med kvinden og optændtes af deres begær efter hinanden; mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig derved den straf for deres vildfarelse, som de fortjente.” – Romerbrevet, kapitel 1, vers 26-27.

”Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd,” – Første Korintherbrev, kapitel 6, vers 9.

Udover dette nævner de kristne troende, sekundære samfundsmæssige grunde:

1. Slægtens overlevelse – det er vigtigt at man kan få børn, så slægten kan overleve, da homoseksuelle ikke får børn, er det derfor en trussel mod overlevelsen,
2. Man har igennem tiderne forbundet homoseksualiteten med afgudsdyrkelse, fordi der ved hedenske templer var udbredt med homoseksuel tempelprostitution.

Så selvom danskere i mindre grad definere sig selv som kristne, og selvom de er medlem af den danske folkekirke, så er den generelle holdning stadig, at samleje og ægteskab mellem personer af samme køn ikke er en synd.